Over 5.000 ledige er nu under uddannelse

22. marts 2013 05:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Over 5.000 ledige er nu under uddannelse

9.649 ledige har i løbet af de syv første uger af 2013 mistet deres dagpenge. Af dem er 5.430 gået i gang med et uddannelsesforløb og har dermed fået muligheden for at få en indtægt på op mod 13.884 kroner om måneden og ekstra kvalifikationer på CVet. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge Politiken.

 

Uddannelsesordningen blev etableret af regeringen og Enhedslisten ved årsskiftet og har til formål at give de ledige »et målrettet og sammenhængende kvalifikationsløft, som styrker mulighederne for at komme i job«.

Ledende arbejdsøkonom i tænketanken Kraka, Andreas Højbjerre, mener, at ordningens popularitet var forventelig.

»Det er jo en måde at forlænge perioden med en eller form for forsørgelse. Og det ser ud til, at jobcentrene kan imødekomme kursusønskerne. Der er også både kapacitet på skolerne og penge til at sende dem på kurser,« siger han til Politiken.

Dog er han skeptisk i forhold til beskæftigelseseffekten.

»Den gruppe arbejdsløse, som mister dagpengene, har gået arbejdsløse i to-tre år eller måske mere. De har været i selvvalgt uddannelse, løntilskudsjob, praktik eller lignende. Hvis de lige stod og manglede et truckkørekort eller et hygiejnekursus, så havde de vel fået det,« siger han.

Samtidig påpeger Nicolai Abildgaard, faglig koordinator for de forsikrede ledige i Lemvig Kommune, at hvis ikke de ledige selv tror på, at uddannelsesforløbet kan gavne dem i jagten på et job, vil effekten være begrænset.

»Det handler om motivation. Det er vores opgave som jobcenter at få de ledige til at se idéen i uddannelse – at det kan føre til et job i sidste ende. Kan vi ikke det, så bliver det også svært at få dem i job,« siger han.

En rundspørge, Politiken Research har foretaget blandt landets 95 jobcentre, kortlægger, hvordan ordningen bliver brugt. Her ligger AMU-kurser øverst på listen over tildelte uddannelsesforløb blandt de 31 jobcentre, der har svaret.

Blandt de jobcentre, der har deltaget i rundspørgen, hersker der generelt set behersket optimisme. Således mener et flertal på 15 af 29, der har svaret, at det i »nogen grad« er sandsynligt, at de langtidsledige kommer i ordinær beskæftigelse som følge af uddannelsesordningen, skriver Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu