Over 500 skulle have starthjælp mandag morgen

3. december 2012 09:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Over 500 skulle have starthjælp mandag morgen
Billede mangler

Rigtig mange danskere har ekstra svært ved at komme i omdrejninger mandag morgen, hvor frosten bider i hele landet.
 
Falck og Dansk Autohjælp har haft en travl morgen med mere end 500 biler, der har fået starthjælp.
 
Ifølge kommunikationsdirektør i Falck, Louis Illum Honoré, volder det problemer for bilisterne, når bilen skal startes op efter en kold weekend i garagen. Falck har mandag morgen været rundt i landet og hjulpet 285 biler i gang.
 
– Det kan være svart at få startet bilen mandag morgen og det har vi været opmærksomme på og har kaldt ekstra mandskab ind, siger Louis Illum Honoré.
 
Det er især i hovedstadsområdet og på Sjælland, der har været travlt hos Falck.
 
Også hos Dansk Autohjælp er der travlt mandag morgen, hvor 250 bilister allerede har fået hjælp til at komme ud af starthullerne.
 
– Men vi har rigtig travlt, og tallet vokser minut for minut, siger vagtcentralchef Ellen Trolle fra Dansk Autohjælp.
 
Men det er altså ikke de glatte veje, der volder de største problemer. Tidligt mandag morgen var kun omkring 20 bilister blevet overraskede af de isglatte veje og måtte trækkes fri af Falck.
 
– Det er ofte sådan, at når der ligger sne på veje og i haven, så er folk ekstra opmærksomme og kører forsigtigt, siger Louis Honoré.
 
Dansk Autohjælp har trukket 30 bilister fri, og det er især bilister, som endnu ikke har fået skiftet fra sommerdæk til vinterdæk, som er kommet på glatis, siger Ellen Trolle.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu