Over 60 asylansøgere sultestrejker i Danmark

23. maj 2012 15:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Over 60 asylansøgere sultestrejker i Danmark
Billede mangler

I et desperat forsøg på at blive hørt er flere og flere asylansøgere gået i sultestrejke i hele landet.
Det skriver politiken.dk
De første sultestrejkende var en gruppe syrere på Røde Kors asylcentret i Sigerslev. De har nu sultestrejket i tre uger.
– Indtil videre har der ikke været nogen, som for alvor er bukket under for deres ekstreme aktionsform, men de bliver svagere, fortæller lederen af asylcentret, Helle Jørgensen.
Ifølge Helle Jørgensen indtager beboerne kun væske, og det er klart, at de begynder at blive trætte og møre nu.
– I aftes måtte vi have vagtlægen ud til en af dem, men han anbefaler kun, at de spiser, for det er det, der er medicinen. Men det har beboerne ikke lyst til. De er trætte og opgivende, siger hun til politiken.dk
Også andre steder i landet sultestrejker asylansøgere. I alt er der nu over 60 iranere og syrere, som sulter sig.
I Sandholm sultestrejker en gruppe på omkring 13 iranere sig på 6. døgn. På det kommunalt drevne Brovst Asylcenter er der en sultestrejke i gang blandt omkring 15 syrere. Den har været i gang i over en uge.
Fælles for de sultestrejkende er, at de er fra lande, som de nu og sandsynligvis lang tid fremover ikke kan vende tilbage til.
Samtidig kan de ikke få asyl i Danmark, og mange har nu i årevis været fanget bag asylcentrenes mure.
Helle Jørgensen fortæller, at sultestrejken også påvirker personalet, som er meget bekymrede.
– Jeg har jo prøvet at sige til dem, at sultestrejke ikke er en demonstrationsform, som vi er vant til i Danmark, og myndighederne arbejder ikke under den form for pres. Så siger de, at de lige så godt kan dø her, som de kan dø i Syrien, siger hun.
Det lader ikke til at de sultestrejkende er særligt koordinerede eller har tænkt sig at stoppe foreløbigt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu