Overvægtige børn trives

28. februar 2013 02:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Overvægtige børn trives
Billede mangler

Overvægtige børn er lige så aktive, har lige så mange venner og er lige så kløgtige som deres normalvægtige jævnaldrende. Sådan lyder konklusionerne i en ph.d.-afhandling fra forsker på RUC Ditte Marie From, skriver Jyllands-Posten.

 

Hun mener, at det er problematisk, at man i samfundet oftest definerer sundhed ud fra en medicinsk forståelse.

»Sundhed handler ikke kun om at være slank. I min forskning tager jeg udgangspunkt i WHOs brede definition af sundhed, der ikke kun handler om kroppens fysiske stand, men også om menneskers generelle trivsel,« siger Ditte Marie-From til avisen.

Det er kommunerne, der har ansvaret for sundheden, og de rammer forkert med de livsstilskurser, som overvægtige børn og unge bliver tilbudt.

»Undervisningen har det primære formål at få børnene til at tabe sig og lære børnene at ændre adfærd, inden det går galt. Kurserne bygger på antagelsen om, at når overvægtige børn vejer for meget, er det fordi de mangler viden og kompetencer til at leve sundt. Men de overvægtige børn er ligeså bevidste om, hvad der er sundt, som normalvægtige børn,” siger Ditte-Marie From.

Man bør i stedet tage udgangspunkt i en pædagogik, hvor man inddrager børnene aktivt og lytter til dem i sundhedsindsatsen, mener hun.

»Kurserne handler hovedsageligt om kropslig sundhed, men der er et meget større potentiale i dem, hvis man griber det pædagogisk anderledes an. Eksempelvis ved at tale med børnene om, at de går til håndbold eller godt kan lide at lave mad. Sådan kan de overvægtige børn blive rustet til at fortsætte med at være et sunde, hvad enten det er som overvægtig eller normalvægtig.”

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu