Øv,øv: Sommeren er langt, langt væk

16. juli 2012 08:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Øv,øv: Sommeren er langt, langt væk
Billede mangler

Hvis du drømmer om sol på kroppen og skyfri himmel, skal du nok overveje at bevæge dig længere sydpå i ferieugerne. Heller ikke i de kommende syv dage ser strandvejret ud til at ramme de solhungrende danskere.
– Vejret fortsætter i den her gænge med køligt vejr og byger. Man skal kigge meget langt efter sommervarmen, siger vagtchef Henning Gisselø fra DMI.
Alle dagene i den kommende uge kommer stort set til at ligne hinanden med en blanding af byger, enkelte solstrejf og en let til frisk vind fra vest.
– Nogle af de her byger kan komme med torden. Temperaturmæssigt kommer vi til at ligge på mellem 15 og maksimalt 20 grader, så det er en kølig sommermodel, vi kører hele ugen, fortæller vagtchefen.
Natten til tirsdag skyller et kortvarigt regnvejr ind over landet, og torsdag skal man være heldig, hvis man skal spotte solen i skydækket. Til gengæld ser vejret ud til at blive nogenlunde fredag med lidt eller nogen sol.
– Fredag kunne godt blive den pæneste dag. Men generelt kommer der byger hver eneste dag. Langt de fleste danskere vil få en byge eller to, siger Henning Gisselø.
Heller ikke hvis meteorologen tager de lidt længere prognose-briller på, er der meget optimisme at spore.
– Det er meget usikkert, men det ser ud som om, at den ustadige vejrtype fortsætter. Der er stadig ikke noget, der peger i retning af decideret sommervejr, fortæller Henning Gisselø.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu