Özlem om boligskat: Ledelsen er utryg

15. april 2012 12:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Özlem om boligskat: Ledelsen er utryg
Billede mangler

Toppen i SF er bange for at gøre den socialdemokratiske storebror sur.
Det mener folketingsmedlem Özlem Cekic, efter hun var en mod otte i et centralt udvalg på landsmødet i Kolding om at hæve boligskatten.
“Vi plejer altid at tage stilling til selvstændig SF-politik, men når man sidder i regering, bliver ledelsen utrygge ved, hvad man kan og ikke kan tillade sig,” siger Özlem Cekic til Newspaq.
Hun har trods den massive modstand valgt at slå hælene i og kræve en hævelse af boligskatten til afstemning blandt de 421 delegerede SF’ere.
“Det er en gang om året, vi mødes og i fællesskab kan beslutte nogle retningslinjer. Vi skal selvfølgelig respekterer regerings politik, men vi må også kunne sige, hvad SF vil,” fortæller Özlem Cekic.
Toppen i SF med skatteminister Thor Möger Pedersen i spidsen var imod forslaget, fordi det blev set som en slags håndjern i forhandlingerne med Socialdemokraterne og De Radikale i den kommende skattereform. Men det har Cekic ellers taget højde for, mener hun.
“En udtalelse fra landsmødet er ikke udtalelse fra regeringen, eller udspil til reform, det slår fast, hvad der er SF’s politik. Derfor er forslaget også at hæve boligskatten på længere sigt,” forklarer hun og minder om, at De Radikale også går ind for højere boligskat.
Senere i dag skal medlemmer i SF så stemme om, hvad de mener, der skal ske med boligskatten. Flere SF-kilder vurderer dog, at Özlem Cekic taber med et brag.
Medlemmerne skal også stemme om, hvem der skal være næstformand eller formænd. Der er tre kandidater; nuværende nsætformand Meta Fuglsang, Lejre-borgmester Mette Touborg og landsledelsesmedlem Mattias Tesfaye. De to sidste vil helst dele posten mellem sig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu