På Facebook: Thor Möger fyret som minister

15. oktober 2012 17:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
På Facebook: Thor Möger fyret som minister
Billede mangler

Thor Møger er fyret som skatteminister – det skriver han på sin Facebook-profil.
 
Thor Möger Pedersen udtrykker på sin facebook-profil ærgrelse over, at han nu ikke længere er skatteminister.
 
– Jeg er her til eftermiddag blevet ringet op af SF’s nye formand Annette Vilhelmsen. Hun har fortalt mig, at jeg ikke længere skal være skatteminister. Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over. Jeg er glad for og stolt over at have været med til at lede Danmark, og ville gerne være fortsat – men har samtidig fuld respekt for, at Annette som ny formand sætter sit eget hold. Og jeg har fortsat tænkt mig at bakke fuldstændig op om den nye ledelse, skriver Thor Möger Pedersen.
 
 Forsvarer den førte politik
Thor Möger Pedersen forsvarer i sit indlæg den politik SF har ført i regeringen:
– Jeg mener, det er god venstreorienteret politik, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Ligesom det er god venstreorienteret politik, at bankerne, de mest velstillede og de multinationale selskaber fremover skal bidrage mere. Og så er jeg stolt over, at have været med til at prioritere uddannelse og sundhed, selv om det har krævet besparelser andre steder, skriver han og fortsætter:
 
– Som skatteminister har jeg hele tiden været klar over, at det ikke var en billet til popularitet. Når man er i politik, skal man kunne tåle at få nogle øretæver og sådan er det. Jeg står ved det, jeg har sagt og gjort gennem tiden.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu