Påsketrafikken afsporet: DSB giver forkerte oplysninger om togtider

5. april 2012 13:24 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Påsketrafikken afsporet: DSB giver forkerte oplysninger om togtider
Billede mangler

Skal du rejse med tog i påsken, så tjek dine afgangstider igen – du kan ikke stole på de oplysninger som Rejseplanen.dk giver dig.

Påsketrafikken er i fare for at blive afsporet. For DSB fejlinformerer ganske enkelt deres kunder om rejsetiderne.

På grund af sporarbejde og en påsejlet bro har DSB lavet voldsomme ændringer i køreplanerne her i helligdagene, men nogle af de ændringer er ikke opdateret på dsb.dk og rejseplanen.dk. Det viser et tjek, som Nyhedsbureauet Newsapq har foretaget.

“Jeg er bekymret, når I konstaterer, at der er fejl i rejsetiderne,” siger trafikinformationschef i DSB, Tony Bispeskov, til Newspaq.

I Nordjylland kan man helt sikkert ikke stole på DSB’s ændrede rejsetider netop nu. Her er Limfjordsbroen sejlet sønder og sammen af et finsk fragtskib for en uge siden, hvorfor man skal ud af toget og krydse fjorden i bus.

Men det oplyser rejseplanen.dk ikke noget om. Her lover man fortsat en gennemgående togforbindelse, og den ekstra bustur forlænger rejsetiden betydeligt, hvorfor man risikerer at misse den næste forbindelse.

“Hvis det viser sig, at der er tilfælde, hvor kunder kommer i klemme på den ene eller anden måde på grund af fejlene i rejseplanen, må de meget gerne rette henvendelse til os, så vi kan få løst problemet,” siger Tony Bispeskov

Trafikinformationschefen har netop her Skærtorsdag være en tur i den danske presse for at informere om, at rejsetiderne nu er opdaterede på nettet med de mange ændringer.

Derfor irriterer det ham da også grænseløst, at han lige nu kan se sig selv i båndsløjfe på TV2 News fortælle noget forkert.

“Jeg har det rigtig skidt med at fortælle noget, der viser sig ikke at holde vand. Hvis det viser sig, at alle vores kunder bliver forkert informeret om rejsetiderne i øjeblikket, skal jeg være den første til at beklage,” erkender Tony Bispeskov.

DSB sætter nu kyndigt it-mandskab til at gennemtrawle deres systemer for at finde ud af, hvorfor rejsetiderne ikke er ændrede alligevel.

“Desværre kan jeg ikke give noget svar på, hvornår det fungerer,” slutter Tony Bispeskov til Newspaq.

Skal du med toget her i påskedagene, er det umiddelbart bedste råd derfor at ringe til DSB for at finde ud af, hvornår der blæses til afgang. Og hvornår du er fremme.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu