Pædagog blev stukket 38 gange

19. februar 2013 11:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pædagog blev stukket 38 gange
Billede mangler

Socialpædagogen Judy Meiniche Simonsen blev knivstukket hele 38 gange, da hun i februar sidste år blev dræbt af en beboer fra bostedet Blåkærgaard.

 

Det kom ifølge bt.dk frem i Retten i Viborg, som onsdag tog hul på retssagen mod beboeren, som allerede sidste år erkendte, at han dræbte hende. Han har ligeledes erkendt at have misbrugt hende seksuelt, inden han slog hende ihjel.

Da den tiltalte ankom til retten, var han bevogtet af fire betjente, skriver bt.dk, der har en reporter til stede i retssalen.

Den nu 40-årige mand har siden drabet siddet varetægtsfængslet på en retspykiatrisk afdeling, da han er psykisk syg – og står det til anklageren, skal han dømmes til anbringelse på en lukket institution.

På bostedet var Judy Meiniche Simonsen hans kontaktperson, og i retten forklarede han ifølge bt.dk, at de havde et fint forhold til hinanden. Men i tiden op til drabet sidste år fik han det dårligt.

– Jeg var dybt paranoid og skizofren, fortalte han i en propfyldt retssal, hvor retsbetjenten var nødt til at bede flere personer forlade lokalet, fordi der ikke var siddepladser nok til alle de fremmødte.

Den tiltalte foreslog derfor Judy Meiniche Simonsen at køre en tur, så de kunne tale om hans tilstand. Sammen kørte de til et ishus ved Dollerup Bakker syd for Viborg, hvor forbrydelsen skete.

Under retssagen ønskede han først ikke at udtale sig om, hvad der nærmere skete ved ishuset. Men senere fortalte han, at han prøvede at give den dræbte et kys, men at hun afviste ham, og at det derefter slog klik.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu