Pæne mænd sælger våben til bander

15. maj 2012 06:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Pæne mænd sælger våben til bander
Billede mangler

For første gang kan et net af danske våbenkøbmænd, som både har maskinpistoler, tunge håndvåben og våben stjålet fra militæret på hylderne, knyttes direkte til fronterne i den løbende væbnede bandekonflikt i Danmark.
Det viser en række store våbensager, som politiets bandeenhed på Sjælland, Task Force Øst (TFØ), har optrævlet gennem de seneste måneder.
Det skriver Politiken.
– Der er tale om en række mænd, som har adgang til våben, som kan skaffe dem, og som sælger dem til banderne, siger lederen af Task Force Øst, politiinspektør Magnus Andresen, til Politiken.
Det illegale interne danske marked er ifølge Magnus Andresen blevet afdækket, fordi TFØ begyndte at interessere sig for, hvem der leverede de mange våben, som TFØ efter oprettelsen i efteråret 2009 begyndte at pille fra rocker- og bandemedlemmer på gadeplan:
– Det har ført til afdækningen af det danske marked. Det har været en overraskelse for os, fordi billedet i starten nok var, at våbnene i højere grad stammede fra udenlandske markeder, siger Magnus Andresen.
Samtidig har politiets efterforskning kastet lys på en række personer, som ikke kun er hårdkogte, tatoverede gangstertyper.
Der har derimod vist sig også at være tale om almindelige ældre og hidtil ustraffede mænd, som holder af våben, har våbentilladelser og bytter og handler indbyrdes – men som altså også afsætter våben på det illegale marked.
Og det er sket i et hidtil uset omfang, skriver Politiken.
Således viser Rigspolitiets netop offentliggjorte banderapport, at TFØ beslaglagde 337 ulovlige pistoler og maskinpistoler i 2011 mod blot 50 i 2010. I år er tallet steget yderligere til 350 indtil nu.
Justitsminister Morten Bødskov (S) glæder sig over den øgede fangst:
– Vi skærper indsatsen over for organiseret kriminalitet ved at oprette et Task Force Vest i Jylland. Det har vist sig at være det rigtige værktøj til at få fat i de ofte meget komplicerede kriminelle netværk, siger Morten Bødskov til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu