Paolo Di Canio sværger: Jeg er ikke racist og fascist

4. april 2013 13:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Paolo Di Canio sværger: Jeg er ikke racist og fascist
Billede mangler

Da Sunderland i søndags fyrede manager Martin O’Neill og bekendtgjorde, at han blev erstattet af italieneren Paolo Di Canio, udløste den nordengelske klub samtidig en følelsesbombe, der sendte chokbølger gennem både politiske og religiøse kredse i landet.

 

Paolo Di Canio har nemlig tidligere bekendt sig til fascismen og skrevet i sin selvbiografi, at den italienske Hitler-allierede under 2. Verdenskrig, Benito Mussolini, var ‘et principfast og etisk menneske, som er dybt misforstået’.

Sunderlands næstformand, Labour-politikeren David Miliband, tog øjeblikkelig konsekvensen og trak sig fra Sunderlands ledelse på grund af Paolo Di Canios fortid. Og nu er den engelske kirke blandt mange andre også gået ind i diskussionen om den kontroversielle italieners politiske tilhørsforhold.

– Din udnævnelse rejser meget svære spørgsmål. Ser du, jeg er barn af en jødisk krigsflygtning, som slap ud af Tyskland og kom til Storbritannien i sidste øjeblik. En del af hendes familie og venner omkom i nazisternes dødslejre. Så jeg finder din selv-erklærede facisme dybt foruroligende, skriver Michael Sadgrove, der er ‘dean of Durham’ – en ledende religiøs skikkelse i den nordengelske Durham Cathedral, i et åbent brev ifølge guardian.co.uk.

Den reaktion fra kirkens mand, der i en sidebemærkning er Sunderland-fan, fik Premier League-klubben ud af busken og op på Sunderlands hjemmeside, hvor der nu står følgende under overskriften ‘Udtalelse fra Paolo Di Canio’.

– Dette er en historisk, stolt og etisk klub og at læse og høre nogle af de ondskabsfulde og personlige beskyldninger gør ondt. Jeg er en ærlig mand, mine værdier og principper kommer fra min familie og min opvækst, skriver Di Canio.

– Jeg føler, at jeg ikke hele tiden behøver at retfærdiggøre mig selv til personer, der ikke forstår dette. Jeg vil imidlertid bare sige, at jeg er ikke den mand, som nogle prøver at portrættere. 

– Jeg er ikke politisk, og jeg associerer ikke mig selv med nogen organisation. Jeg er ikke racist, og jeg støtter ikke fascismen som ideologi. Jeg respekterer alle. Jeg er en fodbold-mand, og fodbold samt min familie har mit fokus. Og nu vil jeg kun tale om fodbold.

Det er indtil videre et åbent spørgsmål, om Paolo Di Canio får lov til at nøjes med det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu