Parlamentsformand truer med at vælte EU’s budget

8. februar 2013 00:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Parlamentsformand truer med at vælte EU’s budget
Billede mangler

BRUXELLES: En begyndelse, ikke en endelig aftale. Sådan betegner Martin Schulz, formand for EU-parlamentet, de budgetforhandlinger, som EU’s stats- og regeringschefer i nat forsøger at nå til enighed om. For mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger, at hun er kommet til byen for at lave en endelig aftale, så minder Schulz om, at der ikke er en aftale om noget som helst, før der er indgået en aftale med EU-Parlamentet. Og Martin Schulz advarer om, at det kan blive meget svært, for stats- og regeringscheferne er på vej i den helt forkerte retning, skriver Berlingske.

 

»Et parlament man forelægger en færdig aftale siger let nej,« sagde han på et pressemøde i Bruxelles sent i aftes.

Med Lissabon-traktaten er EU-Parlamentet blevet langt mere slagkraftige end tidligere. De 873 parlamentarikere skal tiltræde den budgetaftale, som EU-topmødet beslutter. Og det bliver bestemt ikke en formsag, advarer Schulz.

Parlamentsformanden har for det første et problem, der har et teknisk men vigtigt afsæt. For at tilfredsstille budgetstrammere som Storbritannien er det fristende at lave en aftale med forholdsvis stor afstand mellem de initiativer, man forpligter sig til, og de midler, der sættes af.

Hvis man sætter niveauet for betalinger for lavt, risikerer man ifølge Schulz at køre med underskud, hvis man har taget fejl og samtlige af de projekter, man har forpligtet sig til reelt skal betales for.

Derfor siger Schulz direkte henvendt til stats- og regeringscheferne:

»l kan blive afvist af EP. For det første fordi forskellen mellem forpligtelserne og de afsatte midler ser ud til at vokse, hvilket vil gøre EU til en underskudsunion«.

Schulz angriber især UK for at være flintrende ligeglade med de forpligtelser, som de selv har påtaget sig. For eksempel manglede der i november sidste år penge til at betale EUs regninger.

»Jeg underskriver ikke noget underskudbudget. Det er forbudt,« siger han med henvisning til EUs traktatgrundlag.

Desuden har parlamentet i tre år opfordret rådet til dialog om de politiske prioriteter, men fået nej. Det kan skabe problemer. Mange af stats- og regeringscheferne omtaler det nye budget som »fremtidens«.

Schulz ser helt anderledes på det.

»Alt hvad der har at gøre med innovation er blevet mere eller mindre elimineret,« siger han og konkluderer: »vi er ikke parat til at få budgettet amputeret«.

Parlamentsformanden forventer, at når parlamentarikerne formentlig inden sommer skal gennemføre afstemningen, så bliver den hemmelig. Dermed kan parlamentarikerne stemme ud fra deres reelle holdning til budgettet uden at være underlagt stærke forventninger fra deres hjemland i forhold til at stemme som eksempelvis deres stats- og regeringschef ønsker:

»Det er helt klart, at de mennesker i parlamentet, der ønsker hemmelig afstemning, gør det af en grund. Der er meget pres på dem,« sagde Schulz.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu