Partier: Irakskandale lugter af rigsretssag

28. december 2011 11:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Partier: Irakskandale lugter af rigsretssag
Billede mangler

Nye informationer om Danmarks deltagelse i Irakkrigen belaster nu tidligere ministre i VK-regeringen.
Ifølge Information lovede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2004, at oplyse Folketinget, hvis krigsfanger blev udsat for mishandling.
Men trods tortur blev Folketinget aldrig informeret.
Hvis det viser sig at hold stik, at Folketinget trods løfter ikke er blevet oplyst, så bør det få alvorlige konsekvenser.
Enhedslistens Frank Aaen mener, at Anders Fogh Rasmussen og tidligere forsvarsminister Søren Gade kan ende i en rigsretssag.
“Jeg er ikke spor i tvivl om, at det kan danne grundlag for, at der skal laves en rigsretssag. Altså en sag, hvor de ansvarlige ministre bliver stillet til ansvar for det, de har gjort,” siger Frank Aaen til Newspaq.
Også De Radikale mener, at eventuelle fortielser bør få hårde konsekvenser.
“Hvis der er sket en bevidst vildledning af Folketinget, enten af ministeren eller embedsmændene, så er det sabotage af hele vores demokratiske system. Det bliver vi nødt til at rydde op i,” siger Rasmus Helveg Petersen, udenrigsordfører for De Radikale.
Ifølge Information modtog Forsvarsministeriet en rapport fra Forsvarskommandoen om fangemishandling i et irakisk fængsel. Det var dog ikke fanger, der var overdraget fra dansk til irakisk varetægt. Dog har Danmark forpligtet sig til at stoppe medvirken til udlevering af fanger til irakiske myndigheder, hvis der er mistanke om tortur.
I modstrid med Anders Foghs løfte om at oplyse Folketinget om fangemishandling, videregav Forsvarsministeriet ikke disse oplysninger.
Og hvis det holder vand, så er det et meget stort ansvar tidligere forsvarsminister Søren Gade har båret på sine skuldre.
“Så har han jo et ansvar for, at folk er blevet mishandlet, måske henrettet, og det har han helt bevidst undladt at fortælle Folketinget og befolkningen. Og helt givet undladt at fortælle det, fordi det så ville blive stoppet,” siger Frank Aaen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu