Pas på nabotyve og langfingrede kolleger

10. april 2013 12:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pas på nabotyve og langfingrede kolleger
Billede mangler

En ny undersøgelse fra Alka, som er foretaget af YouGov, viser, at 38 procent af 1010 adspurgte danskere har prøvet at få stjålet personlige ejendele, enten på fællesarealer ved hjemmet, på jobbet eller på uddannelsesinstitutionen.

 

»Undersøgelsen viser desværre en rigtig kedelig tendens. Selv på steder, hvor vi normalt burde føle os sikre, risikerer vi at blive bestjålet. Det gør livet besværligt for os alle, fordi vi hele tiden skal være opmærksomme på, at folk tæt på os måske stjæler,« siger Lise Agerley, som er kommunikationschef i Alka.

Det er især på hjemmefronten, at man stik mod alle forventninger ikke kan føle sig sikker. Hele 29 procent i undersøgelsen svarer, at de har oplevet at få stjålet ejendele fra deres hjemlige omgivelser.

»Efterlad ikke dine ting på fællesarealerne. Selv ved aflukkede og aflåste fællesarealer kan tyven være på spil,« advarer Alkas kommunikationschef.

Og tyverierne stopper ikke i hjemmet. Ifølge følge Alkas undersøgelse har otte procent af danskerne oplevet at få stjålet ting fra deres arbejdsplads, mens fem procent har fået stjålet ejendele fra deres uddannelsessted.

»Der er selvfølgelig ingen, der siger, at det er dine kolleger eller medstuderende, der står bag tyverierne, men man er nødt til at overveje risikoen for at få sine ting stjålet selv på steder, hvor man næsten per definition føler sig sikker,« siger Lise Agerley.

Småtyverierne er ifølge Alka et problem, fordi de fleste har en selvrisiko på deres indboforsikring, som er højere end det beløb, tyveknægtene stjæler for.

»Indboforsikringen dækker helt sikkert denne form for tyverier, men jeg vil anbefale folk at tjekke deres selvrisiko, før de anmelder tyveriet. Det er nemlig ikke altid, det kan svare sig,« siger kommunikationschefen.

Hun råder danskerne til at være forsigtige med deres tyveri-venlige genstande. For eksempel bør cykler låses forsvarligt fast i cykelkælderen, og man bør ikke lade sin telefon ligge og flyde på skrivebordet på arbejdet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu