Pas på: Fartbøder hagler ned over denne motorvej

11. januar 2017 14:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

På bare ét år er antallet af fartbøder på Fynske Motorvej fordoblet til over 17.000 styk - vejarbejde angives som en væsentlig årsag af FDMs juridiske konsulent.

Det er ikke kun vejarbejde, der i 2016 har gjort livet surt for bilister på Fynske Motorvej. Byger af fartbøder er nemlig haglet ned over bilisterne i 2016. Faktisk blev der i 2016 udskrevet dobbelt så mange fartbøder på fynske Motorvej sammenlignet med 2015.

Det skriver TV2fyn.dk, der på baggrund af en aktindsigt i Rigspolitiets automatiske trafikkontroller, ATK, har opgjort antallet af fartbøder i 2016 til hele 17.450 styk mens der i 2015 “kun” blev uddelt 8.834 ATK-fartbøder.

Dermed er antallet af farbøder på Fynske Motorvej fordoblet fra 2015 til 2016. I billedgalleriet over denne artikel kan du se, hvor meget indtægterne fra fartbøder, udstedt af fotovogne på Fynske Motorvej, er steget fra 2013 til 2016.

Juridisk konsulent, Dennis Lange fra FDM, siger til TV2/Fyn, at den eksplosive udvikling i fartbøderne både skyldes bilisternes adfærd men også politiets kontrol. Han mener, politiets strategiske placering ved vejarbejdet på motorvejen øst for Odense i 2016 er en stor del af årsagen.

– I løbet af 2016 har der været vejarbejde på motorvejen øst for Odense. Der er en generel tendens til, at relativt mange kører for stærkt ved vejarbejde, og derfor har politiet også ofte fotovogne ude de steder. Så det kan være en afgørende faktor, siger han til TV2/Fyn.

Har ikke den rette virkning

Dennis Lange stiller dog spørgsmålstegn ved, om de mange fartbøder fra fotovognene har haft den rette virkning. For mens antallet af bøder er fordoblet, så er antallet af trafikdræbte også steget:

– I den sammenhæng kan vi ikke se, at fotovognene har haft den rette virkning. Men det er stadig motorvejene, som faktisk er de mest sikre veje. Specielt på landevejene sker der langt flere ulykker, og derfor er det overraskende, at Fyns Politi bruger så mange ressourcer på motorvejene, når det faktisk ville give mere mening at bruge ressourcerne på landevejene, lyder kritikken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu