Påskedagene har været usædvanligt fredelige

31. marts 2013 15:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Påskedagene har været usædvanligt fredelige
Billede mangler

Det har været nogle usædvanligt rolige påskedage, lyder det fra tre af landets politikredse.

 

»Det ser rimelig fornuftigt ud. Vi er sluppet meget nådigt igennem påskedagene indtil videre uden større uroligheder efter påskefrokosterne,« siger vagtchef John Hansen ved Københavns Politi.

Påskedag fik dog en blodig start, da en amerikansk turist og en ung dansk mand, der kom turisten til undsætning, blev stukket ned ved Christiania. De to ofre er uden for livsfare, og søndag eftermiddag var gerningsmanden endnu ikke fundet.

I landets næststørste by, Aarhus, meldes der også om en relativt rolig påske indtil videre.

»Her søndag morgen anholdt vi cirka ti personer, typisk berusede folk, der har fået lidt for meget at drikke, og som blev anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen,« siger vagtchef Jens Fonseca ved Østjyllands Politi.

Lørdag morgen blev en håndfuld personer anholdt for lignende forseelser i Randers.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi melder vagtchef Ole Aamann om en historisk stille påske.

»Det har været ufatteligt stille – det er lige før, jeg vil sige en normal påske minus 90 procent,« siger Ole Aamann, der har et bud på en forklaring.

»Jeg ville helst tro, at folk er blevet mere velopdragne, men det er nok for naivt at tro. I virkeligheden er det nok kulden, der har lagt en dæmper på gemytterne,« siger Ole Aamann.

I alle politikredse er der hele påsken planlagt sprit- og fartrazziaer, men færdselspolitiet melder først ud om antallet af lovovertrædere, når påsken er forbi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu