Passagerer overmandede flykaprere

29. juni 2012 13:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Passagerer overmandede flykaprere
Billede mangler

Det er lykkedes besætningen og passagererne på et kinesisk rutefly at forpurre seks menneskers forsøg på at kapre maskinen.
Det oplyser de kinesiske myndigheder.
Flyet var lettet fra byen Hotan i den nordvestlige provins Xinjiang.
– De seks kaprere er uighurer, fortæller en talsmand for lokalregeringen i Xinjiang.
– For øjeblikket kender vi ikke noget til formålet med kapringen, siger han.
Uighurer er en muslimsk befolkningsgruppe, der hovedsageligt har hjemme i Xinjiang-provinsen.
De seks uighurer blev anholdt og fængslet, da flyet kort efter returnerede til Hotan.
Flyet var lettet fra byen Hotan klokken 12.25 lokal tid. Da det havde været 10 minutter i luften, forsøgte de seks uighurer med magt at sikre sig kontrollen med flyet, skriver den kinesiske regering på sin egen nyhedsside.
Men det lykkedes hurtigt besætningen og passagerer at uskadeliggøre kaprerne, hedder det.
Xinjiang har tidligere været skueplads for voldelige sammenstød mellem uighurer og politiet.
Der bor omkring ni millioner uighurer i Xinjiang. Mange af dem klager over, at de udsættes for religiøs og kulturel undertrykkelse af det kinesiske regime.
12 børn blev tidligere på måneden kvæstet, da politiet stormede en islamisk skole i Hotan.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu