Patienter skal bøde for at blive væk

25. januar 2013 09:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Patienter skal bøde for at blive væk
Billede mangler

To regioner vil give bøder til patienter, der ikke møder op til aftalte operationer. Aflyste operationer er et kæmpe ressourcespild, konstaterer en sundhedsøkonom.

 

Rygcentret er en af fire sygehusafdelinger i regionerne Midtjylland og Syddanmark, hvor man nu vil udstede gebyrer til patienter, der bliver væk fra aftaler. Der er tale om et forsøg, for regionerne har hidtil ikke været venligt stemte over for idéen om bøder.

– Jeg er også i tvivl. Det er en belastning over for os, hvis udgiften til administration er større end bøden. Derfor er det meget godt, at der kun er tale om et forsøg, siger regionsrådsformand Carl Holst (V) fra Region Syddanmark.

Han er dog ikke i tvivl om, at der er brug for at gøre en indsats for at få patienterne til at overholde deres aftaler. Ud af de 14.714 operationer, der ifølge Sundhedsstyrelsen blev aflyst i andet halvår af 2010, var udeblevne patienter skyld i mere end hver fjerde aflysning.

– Det er hamrende usolidarisk at blive væk. Vi har nogle store økonomiske udfordringer, og i den kontekst er det ikke uden betydning, hvordan folk ser på den offentlige sektor, siger Carl Holst.

– Hvis man udebliver uden grund, viser man disrespekt over for den offentlige sektors service. Kan vi fjerne den disrespekt ved at give bøder, er det godt, men bøderne skal naturligvis ikke være det eneste virkemiddel, siger han.

Regionen har valgt Rygcenter Syddanmark til forsøget, fordi centret oplever forholdsvis mange udeblivelser. Og når processen omkring en rygoperation er sat i gang, er personalets tid og pengene spildt.

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra analyseinstituttet KORA glæder sig til at se, om truslen om bøder skaber mere disciplin blandt patienterne. Han påpeger, at bøden er meget beskeden i forhold til udgiften til en aflyst operation.

– Det handler jo ikke om at skaffe penge i kassen. Men man er nødt til at undersøge forskellige incitamenter, der kan sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, siger han.

Jakob Kjellberg mener ikke, at bøder bør indføres på alle niveauer i sundhedsvæsenet.

– Der er mange andre metoder til at sikre, at patienterne husker deres aftaler, for eksempel opringninger og SMS-påmindelser. Og det er måske ikke nødvendigt med en bøde, hvis man ikke møder op til fysioterapi. Men det er et kæmpe ressourcespild at aflyse en rygoperation til 50.000 kroner i sidste øjeblik, så det er værd at afprøve, om bøder har en effekt, siger han.

I Patientforeningen Danmark glæder man sig også til at se resultatet af forsøget.

– Vi vil gerne vide, hvor meget de får ud af det. Men det er ikke altid er patientens skyld, at vedkommende ikke møder op til en operation, siger bestyrelsesmedlem Anette Ulstrup.

– Vi hører ofte fra patienter, der får forkerte beskeder fra sygehuset. Det sker også, at transporten svigter og patienterne ikke bliver hentet som aftalt. For os er det vigtigt, at der ikke udstedes bøder, hvis aflysningen ikke er patientens skyld, siger hun.

Foruden rygcentret i Middelfart vil man forsøge sig med bøder i det radiologiske afsnit på Diagnostisk Center ved Regionshospitalet Silkeborg. den ortopædkirurgiske afdeling på Regionshospitalet Viborg samt ernæringsenheden på Regionshospitalet Holstebro.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu