Paven træder tilbage »for kirkens bedste«

13. februar 2013 12:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Paven træder tilbage »for kirkens bedste«
Billede mangler

VATIKANET: Pave Benedikt XVI er overbevist om, at Gud og de troende vil bevare den romerskkatolske kirke, selvom kirken i dag er udfordret.

 

Det fortalte den hellige fader sine tilhørere, da han onsdag for første gang kommenterede den overraskende melding om, at han træder tilbage.

»Jeg gjorde det ganske frivilligt for kirkens bedste,« sagde paven blandt andet.

Talen bliver en af hans sidste offentlige optrædender, inden han officielt træder tilbage 28. februar, og den 85-årige pave gjorde det ifølge Reuters klart, at han selv er bevidst om alvoren af sin beslutning, som skyldes dalende fysisk og åndelig styrke. Paven føler sig sikker på, at kirken vil bevare ham gennem bøn, og at Kristus fortsat vil lede kirken, lød det.

Paven fik en ekstatisk velkomst, da han ankom til Vatikanets publikumshal onsdag, hvor omtrent 8.000 mennesker var mødt frem for at hylde den katolske kirkes overhoved. Han takkede for al den »kærlighed og bøn«, der er blevet ham til dels.

Bag linjerne er kardinaler verden over ganske uformelt begyndt at diskutere, hvem der skal efterfølge Pave Benedikt XVI i en tid, hvor den katolske kirke er i krise og viklet ind i skandaler om blandt andet seksuelt misbrug.

Vatikanet oplyser, at det har planer om at iværksætte en stor afgangsceremoni for paven, som bliver den første, der træder tilbage i århundreder. Langt størstedelen af hans forgængere er døde i embedet.

Den tyskfødte pave, der som borgerlig bar navnet Joseph Alois Ratzinger, betragtes som en af de mest respekterede teologer i den katolske kirke. Han havde et nært samarbejde med sin forgænger, Pave Johannes Paul II, og var favorit til at overtage det hellige embede, da denne døde i 2005.

Paven har ifølge Reuters planer om at flytte til en sommerresidens i nærheden af Rom efter sin afgang. Herefter vil han gå i kloster på Vatikanets grund.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu