PET dropper terrorsigtelser

27. april 2012 22:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
PET dropper terrorsigtelser
Billede mangler

DDe tre personer, som er anholdt af PET, vil ikke blive sigtet for overtrædelse af terrorlovgivningen i forbindelse med et grundlovsforhør lørdag. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
To af personerne blev anholdt ved Herlev Station og en på bopælen i Melissehaven i Herlev.
De vil i stedet blive sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192a, som handler om overtrædelse af våbenlovgivningen.
Københavns Politi vil lørdag klokken ni fremstille de tre personer i grundlovsforhør, som vil blive begæret afholdt for lukkede døre.
Som regel plejer overtrædelse af våbenparagraffen i straffeloven at være tilstrækkeligt grundlag for en varetægtsfængsling, når politiet for eksempel ønsker mere tid til efterforskningen.
PET har tidligere fredag oplyst, at man mistænker de tre mænd for terror.
På daværende tidspunkt lød det, at politiet er gået aktivt ind i efterforskningen for at sikre, at “eventuelle terrortrusler er blevet imødegået og afværget ved de foretagne anholdelser”.
Siden pressemeddelelsen fra PET tidligt fredag, har efterretningstjenesten smækket klappen i og afviser at frigive flere oplysninger – heller ikke de præcise tidspunkter for anholdelserne.
To af de anholdte, en 22-årig jordansk statsborger og en 23-årig mand med tyrkisk pas, bor i Danmark, mens den tredje, en 21-årig dansk statsborger, bor i Egypten.
Der blev anholdt yderligere seks personer, som forventes løsladt efter endt afhøring. En af personerne er kun sigtet for besiddelse af anabolske steroider, hvilket han har erkendt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu