PET: Vi har kun ødelagt avisklip

19. april 2012 09:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
PET: Vi har kun ødelagt avisklip
Billede mangler

PET fulgte gældende regler og retningslinjer, når arkivmapper blev makuleret, skriver PET i redegørelse.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) har slettet og makuleret arkivmapper helt efter reglerne. Det skriver PET’s chef Jacob Sharff i en redegørelse til Justitsministeriet.
Ifølge redegørelsen er PET “ikke i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at sletning og makulering som led i enten den løbende revision eller mere samlede revisioner af PET’s registre mv. har været uretmæssige eller tjent andre formål end at sikre overholdelsen af relevante tidsfrister og – eventuelt nye – registreringsprincipper”.
Grunden til, at mapper på fremtrædende politikere kan være slettet, er muligvis, at de udelukkende har indeholdt avisudklip og andre tilgængelige materialer, og derfor ikke har indeholdt historisk unikt indhold, skriver PET.
Venstre beskyldte onsdag flere tidligere socialdemokratiske ministre for at have spillet en rolle i forbindelse med Politiets Efterretningstjenestes (PET) makulering af tusindvis af sagsmapper, herunder på de tidligere statsministre Anker Jørgensen (S), Jens Otto Krag (S) og Poul Hartling (V), samt på erhvervsminister og tidligere kommunistleder Ole Sohn (SF).
– I Venstre har vi fuldt og fast tillid til den nuværende ledelse i PET og i PET generelt. Vi har ikke noget at udsætte på PET i den periode, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, og fortsætter:
– Vi tror, der er noget at udsætte på de tre socialdemokratiske justitsministre, siger retsordføreren med henvisning til blandt andet Frank Jensen og Bjørn Westh.
Venstres beskyldninger faldt onsdag under en hasteforespørgsel i Folketinget om PET’s masse-makuleringer af sagsmapper op gennem 1990’erne.
Regeringen har allerede bebudet en undersøgelse af masse-makuleringerne. Den skal ledes af en universitetsjurist, men den blå blok mener, at det er en ren skinmanøvre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu