Peter Christensen: Det er en ganske almindelig mail

11. april 2013 09:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Peter Christensen: Det er en ganske almindelig mail
Billede mangler

Der er intet odiøst i, at Peter Christensen (V) som politisk ordfører, da skattesagen rullede i sommeren 2010, sendte en privat mail til sin partifælle og daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), med oplysninger om, hvorvidt Thorning-parrets sag kunne komme for Skatterådet. Det understreger Peter Christensen selv.

 

»Jeg har vel brugt den mail, jeg havde. Men det interessante er jo, hvad der står i mailen. Og det er en ganske almindelig mail, der fortæller, at jeg er blevet kontaktet af en journalist, og jeg har forholdt mig til reglerne fra Skatterådet,« forklarer Peter Christensen (V) til Berlingske Nyhedsbureau.

Mailen med emnet »FYI – skattesagen« (for your information, til din information, red.), som torsdag er beskrevet i Berlingske, er sendt fra Peter Christensen til Troels Lund Poulsens private hotmail 7. juli 2010. Også selvom den politiske ordfører kunne have sendt den til skatteministerens mailadresse i partiet eller i ministeriet.

Den indeholder Christensens korrespondance med en journalist fra Jyllands-Posten om muligheden for, at Helle Thorning-Schmidts (S) og Stephen Kinnocks skattesag kunne komme for Skatterådet.

»Jeg har været medlem af Skatterådet i ti år, og det var alene reglerne for Skatterådets arbejde, jeg forholdt mig til og var blevet kontaktet af en journalist om,« fortæller Peter Christensen.

Mailen står i kontrast til de to Venstre-politikeres tidligere forklaringer foran Skattesagskommissionen, hvor de begge har fortalt, at der slet ikke blev talt om skattesagen internt i Venstre.

»Jeg har egentlig ikke yderligere at tilføje, end alt det jeg har sagt til Skattesagskommissionen. De talte med mig i otte minutter, hvor det her spørgsmål også blev vendt. Når jeg ser, hvordan Berlingeren har gjort det til en stor sag, så smiler jeg lidt af det,« siger Peter Christensen.

Ifølge flere eksperter åbner brugen af en privat e-mail muligheden for, at man bevidst har forsøgt at unddrage sig offentlighedens opmærksomhed, fordi private mails er fritaget for aktindsigt.

»Mailudvekslingen viser, at man har fulgt sagen tæt. Det svækker den tidligere skatteministers forklaring. Det er ikke ulovligt at anvende private e-mailkonti, men normalt kommunikerer man via officielle mails, når det handler om noget professionelt,« siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, til Berlingske.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu