PFA lun på Jyske Banks nye internetbank

26. februar 2013 17:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
PFA lun på Jyske Banks nye internetbank
Billede mangler

Jyske Bank kan nu måske se frem til at lave en forretning på et salg af internetbanken Finansbanken, som fulgte med i købet af Spar Lolland. Således erfarer Berlingske Business, at PFA Pension er meget interesseret i at købe skallen af Finansbanken, så de har banklicens og alt det juridiske på plads, når de senere i år åbner egen bank.

Ifølge Jyske Banks direktør Anders Dam, er det endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med Finansbanken.

»Det undersøger vi stadig, men det hælder til, at vi nok beholder den. Men vi skal have et ledergruppemøde om 14 dage, hvor vi lige dissekerer den fra ende til anden, og så træffer vi en beslutning derefter,« siger han og peger på, at der er et segment af kunder, der ønsker sådan en bank med minimum service og dermed også lave omkostninger.

Hvis et pensionsselskab skulle åbne en bank, tror du så ikke, at de vil kigge interesseret på Finansbanken?

»Det må du spørge pensionsselskabet om,« siger Anders Dam grinende.

Er det noget, I har forhandlinger om på nuværende tidspunkt?

»Nej.«

Har de taget kontakt til jer?

»Det kan jeg ikke svare på… Du har da haft alt for god tid til at tænke dig om. Men det er da meget klogt at tage en lidt anden vinkel på tingene,« siger Anders Dam, der ikke ønsker at anslå værdien af en eventuel aftale om salg af Finansbanken.

Han erkender samtidig, at det sandsynligvis ikke bliver nogen guldrandet forretning, hvis Jyske Bank vælger at drive Finansbanken videre.

»Det er svært at drive sådan noget rentabelt, det skal ingen hemmelighed være, men det ændrer ikke ved, at det godt kunne være interessant at følge markedet og have sådan en funktion i banken, der kører under sit eget brand og gror på lave omkostninger og minimum service,« siger Anders Dam.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu