Pia K: Breivik-teater er flovt og usmageligt

19. januar 2012 12:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Pia K: Breivik-teater er flovt og usmageligt
Billede mangler

Følelserne sidder uden på tøjet af Pia Kjærgaard (DF), og forargelsen lægger sig på stemmebåndet.
En opsætning af massemorderen Anders Breiviks manifest på et københavnsk teater, står bag den påvirkede leder af Dansk Folkeparti.
“Jeg synes, det er dybt usmageligt og flovt for teatret, at de åbenbart er i så stor nød, så de sætter det her meget spektakulære stykke op. Det burde de afholde sig fra,” siger hun til Newspaq og henviser til den gratis reklame, som stykket nu får i medierne.
Teatret er også under skarp beskydning fra Norge og en dansk pårørende til et af Breiviks ofre. Og Dansk Folkeparti forstår ikke, hvorfor teatret ikke slår bremsen i.
“Hvad med Amagermanden, Peter Lundin og alle de andre massemordere, skal de også forherliges?” spørger Pia Kjærsgaard retorisk.
Hun vil dog ikke gå ind og forbyde stykket, da teatret har sin kunstneriske frihed. Samme holdning deler formanden for Folketingets Kulturudvalg, Flemming Møller Mortensen (S).
Han vil heller ikke opfordre til en boykot af forestillingen, selvom han ikke selv vil se den.
“Det er meget tæt på en ugerning af den karakter, og derfor skal jeg ikke ind og se stykket, fordi det er for tidligt i forhold til mit følelsesregister,” siger Flemming Møller Mortensen til Newspaq.
Faren til danske Hanne Anette Balch Fjalestad, som sidste år mistede livet på øen Utøya i juli måned, er oprørt og vil have stykket stoppet.
“Det berører stadig os, at det var det uhyggelige menneske deroppe, der tog vores datter fra os,” siger Per Balch Sørensen til Newspaq.
Argumentet hos teateret er, at man kun ved at forstå Breiviks tanker kan forhindre lignende sager.
“Det var en forfærdelig tragedie, og Anders Behring Breiviks måde at henrette folk på var grusom. Men det tankesæt, der ligger bag handlingerne, er ikke enestående. Det er udtryk for et politisk ideologisk ståsted. Det kan ske igen”, mener den kunstneriske leder Christian Lollike på teateret ifølge Politiken.
Politiken og Deadline på DR2 er i øvrigt de eneste medier den kunstneriske leder vil udtale sig til om det kontroversielle stykke.
Anders Breivik gik den 22. juli i land på øen Utøya til den Norske Arbeiterpartiets Ungdomsforbunds sommerlejr og dræbte 69 mennesker iført en politiuniform.
I alt 77 personer døde den dag, heraf otte i Oslo centrum efter en bilbombe eksploderede i et centralt beliggende kvarter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu