Pia K: Danskerne burde have fri i dag

5. juni 2012 10:18 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Pia K: Danskerne burde have fri i dag
Billede mangler

Danmarks egentlige nationaldag.
Det mener Dansk Folkepartis partiformand Pia Kjærsgaard om dagen i dag – grundlovsdag. Derfor burde danskerne også have fri, så den kan fejres, siger hun.
– Efter min mening burde grundlovsdag absolut være fri hele dagen. Jeg forstår ikke, at mange lukker ned 1. maj, og nu taler vi om at droppe helligdage osv., men jeg synes egentlig grundlovsdag burde være det, vi satte allermest pris på, siger hun til Newspaq.
Det gør Pia Kjærsgaard i hvert fald. Derfor er det også vigtigt, at hendes tale i Ørbæk på Fyn i dag sætter en streg under grundlovens betydning for Danmark.
For DF-formanden er det dagen, hvor selve demokratiet bliver fejret i Danmark.
– Grundloven er væsentlig for hele vores styre, og den måde vi indretter os på i Danmark, siger hun.
Over hele landet holder den politiske elite grundlovstaler, som det er tradition. Hos Dansk Folkeparti regner de med at godt 800 mennesker møder op til mødet på slottet i Ørbæk.
De mange fremmødte kan dog også lægge øre til skarp kritik rettet mod regeringen. Den netop fremlagte skattereform, EU’s finanspagt og – som hun formulerer det – det skuffende folketingsår – bliver berørt, når hun sætter i gang klokken 14.15 på Lykkesholm Slot, som det er tradition.
– Jeg kan ikke lave om på mig selv, hvorfor skulle jeg dog det?, spørger Pia Kjærsgaard retorisk efter spørgsmålet om grundlovstalen ikke kun skulle handle om dagen og loven.
Grundlovsdag var lovbestemt halv fridag fra 1891 til 1975. I dag er det dog ikke længere en helligdag. Nogle har nogle dog skrevet det ind i deres overenskomst og har derfor stadig ret til at holde fri.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu