Pia K: Folketinget skal købe Holger Danske

15. april 2013 13:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pia K: Folketinget skal købe Holger Danske
Billede mangler

Hvis du har et par millioner til overs, kan du blive ejer af et stykke danmarkshistorie. Hotel Marienlyst i Helsingør har sat originaludgaven af den berømte Holger Danske-skulptur fra Kronborg til salg på nettet, og det står alle frit for at købe det to ton tunge bronzekunstværk.

 

Men udsigten til, at Holger Danske bliver solgt til en tilfældig køber, vækker bekymring i Dansk Folkeparti. Værdiordfører Pia Kjærsgaard (DF) kræver nu, at Folketinget sætter penge af til at købe skulpturen, der er vurderet til 2,5 millioner kroner.

»Efter min mening er der tale om et nationalt klenodie, som ikke skal havne på tilfældige hænder. Derfor vil jeg nu foreslå, at Folketinget køber statuen med henblik på opsætning ved Christiansborg,« siger hun i en skriftlig kommentar.

Umiddelbart er der dog intet, der tyder på, at staten vil købe skulpturen. Inden Hotel Marienlyst satte den på auktion, takkede Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme nej tak, og ingen af de kulturordførere, som Berlingske Nyhedsbureau har talt med, er indstillet på at købe den.

»Den danske stat skal ikke købe kunst, bare fordi det tilfældigvis falder i Pia Kjærsgaards eller andre politikeres smag. Det er op til fagfolk at vurdere, og hvis de ikke mener, at staten bør overtage skulpturen, er det ikke op til os politikere at lege smagsdommere,« siger Marlene Borst Hansen (R).

Michael Aastrup Jensen (V) er enig.

»Hvis en privat investor eller kommunen er klar til at købe skulpturen og bevare den på danske hænder, skal de være velkomne. Men jeg kan ikke forsvare at bruge flere millioner på en skulptur, når vi er i en situation, hvor vi er nødt til at vende hver en krone,« siger han.

Venstres kulturordfører tvivler også på den kulturelle og historiske værdi af den originale Holger Danske, der blev skabt til Hotel Marienlyst i 1907.

»Vi har en kopi på Kronborg, der er meget mere kendt og i øvrigt i gode hænder. Det er efter min mening overkill at bruge penge på at sikre den anden skulptur,« siger Michael Aastrup Jensen.

Hvis Holger Danske bliver solgt til en udenlandsk køber, er det op til Kulturværdiudvalget at vurdere, om vedkommende må flytte skulpturen ud af Danmark. Udvalgets formand, direktør Erland Kolding Nielsen fra Det Kongelige Bibliotek, oplyser via sin sekretær, at han først vil udtale sig om sagen efter hammerslag.

Auktionen på Lauritz.com løber frem til torsdag 25. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu