Pia Kjærsgaard: Angreb på Hedegaard er rystende

5. februar 2013 15:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pia Kjærsgaard: Angreb på Hedegaard er rystende
Billede mangler

Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, er rystet over, at formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, tirsdag angiveligt er blevet forsøgt skudt på Frederiksberg.

 

– Det er meget, meget rystende og chokerende. Jeg kan kun håbe, at gerningsmanden hurtigst muligt bliver pågrebet, siger Pia Kjærsgaard.

Hun understreger, at det er for tidligt at sige noget om gerningsmandens motiv, men hun har svært ved at se, at angrebet på Hedegaard blot er tilfældigt.

– Jeg skal stærkt understrege, at vi ikke kender motivet, men gerningsmanden er jo næppe bare gået en tur på Frederiksberg og så tilfældigt ringet på hos Lars Hedegaard, siger hun.

Ifølge Pia Kjærsgaard er angrebet sammen med overfaldet på tegneren Kurt Westergaard med til at vise en uheldig udvikling i Danmark.

– Jeg ønsker virkelig, at Danmark forbliver det demokrati, som vi kender. Men jeg må desværre sige, at udviklingen, vi har set de seneste år, har vist, at det går en vej, vi ikke ønsker.

– Det er blevet et mere overvåget samfund, der er kommet livvagter, Politiets Efterretningstjeneste har mere og mere at gøre med at optrævle både kriminelle miljøer, men også terroristmiljøer, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu