Vanvidskørsel: 14-årig pige dræbt af fartglad spritbilist

21. april 2017 17:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

En pige på blot 14 år er fredag omkommet i en trafikulykke - hun blev påkørt af en spritbilist, der tilsyneladende også kørte alt for hurtigt.

Vanvidskørsel: 14-årig pige dræbt af fartglad spritbilist
Det var her ved Gydevej i Langå ved Randers, den 14-årige pige blev dræbt. Foto: Google Maps.

Fredag eftermiddag er en kun 14-årig pige omkommet i en trafikulykke ved Gydevej i Langå ved Randers. Det bekræfter Østjyllands Politi over for Randers Amtsavis.

– Klokken 13.03 får vi en anmeldelse om et færdselsuheld i rundkørslen ved Gydevej i Langå. Der er tale om en 14-årig pige, som kommer cyklende ind i rundkørslen, hvor hun bliver ramt af en 55-årig mandlig bilist, som dels er påvirket af spiritus og som derudover kører med al for høj hastighed, siger vagtchef Per Bennekow til det avisen.

Dræbt på stedet

Ifølge avisen mistede den 55-årige mand herredømmet over bilen og ramte den 14-årige pige, som blev dræbt på stedet.

Østjyllands politi forventer at fremstille føreren af bilen i grundlovsforhør i morgen, lørdag, i retten i Randers. Her vil han blive sigtet for uagtsom manddrab i forbindelse med færdselsuheld, spirituskørsel og vanvidskørsel, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse om dødsulykken.

De pårørende til den 14-årige pige er underrettet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu