Pige overfuset under retssag om voldtægtsløgn

25. april 2012 13:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Pige overfuset under retssag om voldtægtsløgn
Billede mangler

I vrede råbte flere unge mænd skældsord som “fucking møgluder” mod en 18-årig kvinde, der nu står tiltalt i sagen om en opdigtet voldtægt.
Sagen mod den unge kvinde begyndte onsdag morgen ved Retten i Kolding.
En gruppe på syv-otte unge mænd indfandt sig senere i retslokalet. Men da det gik op for dem, at kvinden kun var tiltalt for falsk forklaring omkring en del af den påståede voldtægt, rejste de sig op i vrede.
Forsvareren for den 18-årige kvinde mente, at der var tale om trusler mod hans klient og fik tilkaldt politiet.
Imens brød den unge kvinde grædende sammen.
Hendes anklage har sendt tre unge mænd i fængsel, men de blev frifundet, da nye beviser senere gennemhullede den 18-åriges troværdighed.
Hun er nu tiltalt for falsk forklaring ved at have påstået, at to af de tre holdt hende fast, mens hun blev voldtaget på et toilet på banegården i Fredericia i 2008.
Men hun er ikke tiltalt for falsk forklaring om selve det forhold, at hun skulle være blevet voldtaget. For det kan ikke afvises, at kvinden har følt sig voldtaget, har anklageren forklaret.
Da det gik op for gruppen af unge mænd, var det, at tilråbene begyndte inde i retten. Ifølge vidner skulle flere af de unge mænd, der blev dømt på kvindens forklaring, være med i gruppen.
De tre nåede at afsone 14 måneder af dommen, inden det kom frem, at pigens forklaring var falsk.
Den Særlige Klageret gav tilladelse til, at sagen kunne genoptages, og her blev drengene frifundet. Siden er de blevet tilkendt en stor erstatning.
Sagen har trukket ud meget længe, men nu er det den 18-årige anmelder, der selv sidder i anklageskranken. Anklageren kræver den 18-årige idømt en behandlingsdom.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu