Flere pindsvin med alvorlige skader: Her er synderen

17. maj 2017 11:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

De nataktive dyr får store skader når de møder villaejernes nyeste våben i kampen om den flotteste græsplæne, nemlig robot-plæneklipperen.

Flere pindsvin med alvorlige skader: Her er synderen
Problemet opstår når et pindsvin, som her færdes på græsplænen. Når robotplæneklipperen kommer, så trykker pindsvinet sig ned i græsplænen og bliver dermed kørt over.

Når mørket falder på så bliver flere dyr mere aktive. Her iblandt pindsvin, der som bekendt render rundt i villahaverne mens vi andre sover.

Men i takt med at flere og flere haveejere anskaffer sig det ultimative våben i kampen om kvarterets grønneste, korteste og tætteste græsplæne, nemlig en robotplæneklipper, så oplever foreningen Pindsvinevennerne i Danmark at flere og flere pindsvin bliver alvorligt skadet. Nogle gange så meget, at de må aflives.

Kenneth Jensen, der er plejer og frivillig hos Pindsvinenes Venner på Djursland fortæller til dr.dk, at de for nylig har fået tre pindsvin ind, hvor den ene havde fået rykket overkæben af og var skadet i hele ansigtet.

– Dyret var stadig i live, så det var hurtigt til dyrlægen for at få det aflivet, forklarer han til hjemmesiden.

Kører hen over pindsvin

Problemet er, at om natten, når pindsvinene hører en robotplæneklipper, så trykker de sig ned i græsplænen for at gemme sig. Det registrerer en robotplæneklipper ikke og den kører derfor videre – hen over pindsvinet.

Pindsvinevennerne i Danmark har derfor denne opfordring til ejere af robotplæneklippere: “Lad plæneklipperen køre om dagen, da pindsvinene sjældent er ude på det tidspunkt. Tjek dog alligevel din græsplæne, inden du sætter robotten i gang, for der kan godt være aktive pindsvin – som alligevel har kigget frem fra deres bo.”

Fakta

De små piggede dyr

Pindsvinet (latin: Erinaceus europaeus), også kaldet vesteuropæisk pindsvin, er et pattedyr, der lever i Vesteuropa. I Danmark er det et af de mest velkendte pattedyr og lever ofte i småskove eller haver, hvor det er aktivt om natten. Dyret kendes på at have pigge på ryggen, hvilket fungerer som forsvar mod fjender. Dets føde består især af insekter og deres larver samt orme og snegle. Pindsvinet går i vinterhi.

Et voksent pindsvin er 23-30 cm med en kort hale på 2,5 cm. Det vejer normalt mellem 800 og 1.000 gram. På hovedet og ryggen findes pigge, der måler 20-30 mm i længden og omkring 1 mm i diameter. På undersiden og benene har dyret en brunlig pels. Snuden ender i en bevægelig, fugtig, sort tryne. Fødderne har trædepuder og fem kløer. Dyret går på hele fodsålen. Benene er korte med forbenene som de kraftigste.

De to køn ligner hinanden, men hannens penisskede sidder længere fremme mod bugen end hunnens kønsåbning, der sidder helt tilbage mellem bagbenene. Både han og hun har fem par dievorter. Hannen er som regel større end hunnen.

Pindsvinet søger i vinterhi om efteråret. Naturhistorikeren Hans Hvass skriver, at dyret som regel falder i vintersøvn, når temperaturen er nået ned på 10 °C. Pindsvinets legemstemperatur kan under vintersøvnen falde til blot 1 °C. Pindsvinet vågner i Danmark normalt fra sin vintersøvn i april-maj.

I Danmark er det forbudt at holde pindsvin i fangenskab, fordi de kan dø af det. Desuden må de ikke flyttes fra et sted til et andet, da de i så fald ikke kan finde deres rede og vil dø uden et tilflugtssted om dagen.

Tilskadekomne pindsvin og forladte unger må plejes efter dyreværnsloven. Der findes særlige plejesteder med fagfolk, der modtager pindsvin uden beregning. Unger bør opnå en vægt på 500 gram, inden de går i dvale i september, oktober eller november.

Kilde: Wikipedia.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu