Pinlige Brøndby pryglet i bundkamp

14. april 2013 18:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pinlige Brøndby pryglet i bundkamp
Foto: Colourbox.

Nu gik det ellers ligeså godt for Brøndbys hårdt plagede Superligahold.

 

Men efter to sejre på stribe og en stigende formkurve faldt Auri Skarbalius tropper sammen med et brag i den ellers potentielt livgivende bundkamp mod Sønderjyske.

Hjemme på en tilskuertomt Brøndby Stadion tabte Brøndby nemlig med pinlige 3-0 i en kamp, hvor holdet aldrig var i nærheden af noget som helst.

Omvendt fik Sønderjyske med sejren tre vigtige point, som sender klubben en smule på afstand af Brøndby, AC Horsens og Silkeborg på tabellens tre nederste pladser.

Sønderjyske fik hurtigt chancen for at bringe sig i front i opgøret, da holdet fik tilkendt et straffespark allerede efter syv minutters spil.

Men her misbrugte Nicolaj Madsen på det skammeligste mod Michael Tørnes i Brøndbys mål. Samme Tørnes måtte dog lade sig skifte ud i pausen – stadig groggy efter et sammenstød i første halvleg.

Ind kom i stedet Michael Falkesgaard, men den unge målmand kom hurtigt i modvind, da Tommy Beckmann bragte gæsterne på 1-0 kort inde i anden halvleg.

Senere i kampen fik Tommy Beckmann igen alle tiders mulighed for at bringe Sønderjyske yderligere foran, men selv om han afdriblede Michael Falkesgaard, fik angriberen aldrig sendt bolden af sted mod mål og blev tacklet af Brøndby-forsvaret.

Beckmanns afbrænder var dog hurtig glemt, for få minutter efter loppede Lasse Vibe bolden over Michael Falkesgaard og i mål til 2-0.

Og ak, det blev kun værre for hjemmeholdet. I kampens døende minutter slukkede Andreas Oggesen alt håb med sin scoring til 3-0 i tillægstiden.

Allerede på søndag venter endnu et bundbrag for Brøndby, når Silkeborg gæster Brøndby Stadion. Sønderjyske får besøg af OB, og den kamp spilles også søndag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu