Pistorius-sagen: Efterforsker er selv sigtet

21. februar 2013 08:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pistorius-sagen: Efterforsker er selv sigtet
Billede mangler

Bliver Oscar Pistorius løsladt mod kaution?

 

Svaret kommer måske torsdag, når kautionshøringen mod den drabssigtede og benamputerede OL-atlet fortsætter ved retten i den sydafrikanske by Pretoria.

Under alle omstændigheder er sagen spækket med drama.

Onsdag røg forsvarsadvokat Barry Roux på høringens andendag i verbal clinch med politiets chefefterforforsker, Hilton Bohta. Og nu kan Sky News – med en talsmand fra det sydafrikanske politi som kilde – så fortælle, at Bohta selv er sigtet for ikke færre end syv drabsforsøg.

Ifølge Sky News skød Hilton Botha i 2009 mod syv passagerer i en minibus, mens han var påvirket af alkohol. Sigtelsen, der også omfatter to af Bohtas kollegaer, blev i første omgang droppet. Men nu er den blevet genoptaget.

På trods af sigtelsen fortsætter Hilton Botha ifølge Sky News som efterforsker i Pistorius-sagen.

Kautions-høringen mod Oscar Pistorius, der er sigtet for at have skudt og dræbt sin kæreste Reeva Steenkamp i parrets hjem for en uge siden, indledes torsdag klokken 10.  

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu