Plejebarns far chokeret over overgreb

29. februar 2012 16:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Plejebarns far chokeret over overgreb
Billede mangler

For første gang sidder en biologisk far til et af plejebørnene fra Mern over for de plejeforældre, der ifølge anklageskriftet har udsat ni plejebørn for vold og vanrøgt.
Og det er en bevæget far, der for første gang kaster lys over, hvordan det føles at stå på sidelinjen, når ens barn er i en voldelig plejefamilie.
Følelserne sidder uden på for den mand, hvis søn boede med Mern-familien i to år.
“Jeg kunne mærke at der var noget, der gik ham på. Han virkede meget nervøs og snakkede meget usammenhængende i øst og vest,” fortæller den biologiske far til JHH, der tidligere i dag ligeledes blev afhørt.
Mens manden sidder i vidnestolen sidder hans førstefødte, 25-årige søn bagerst i lokalet og kæmper for at holde tårerne tilbage.
Han har tidligere beskrevet, hvordan han blev udsat for vold, stenkast og iskolde løbeture i bare fødder. Forhold, som JHH aldrig turde fortælle sin biologiske far.
“Det kom som et chok for os, at det stod så slemt til,” siger faderen fra vidnestolen.
Telefonsamtalerne mellem ham og hans søn blev i følge forklaringer fra dem begge aflyttet af plejeforældrene, og sønnen havde derfor ikke mulighed for at forklare, hvordan han havde det hos plejefamilien.
“Havde jeg vidst, hvor galt det var, havde jeg hevet min søn til psykolog med det samme,” siger faderen.
Det var først, da sønnen fortalte, at han var blevet slået med et brusehoved, at faderen blev klar over, at der var alvorlige problemer med plejefamilien. Siden fik han en psykolog til at tilse sønnen, og nu mange år senere er JHH’s forhold blevet en brik i den store sag mod de to plejeforældre.
En sag, hvis omfang overrasker den biologiske far til det tidligere plejebarn.
“Jeg var slet ikke klar over, at det var så omfattende. Jeg troede bare, det handlede om min søn,” siger han i dag.
Der ventes dom i sagen 17. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu