Pokalturnering: Randers jagter millioner

17. april 2013 20:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Pokalturnering: Randers jagter millioner
Billede mangler

Efter at have vundet den første af to semifinaler mod AC Horsens for en uge siden 1-0, sejrede Randers FC 3-2 i returopgøret.

– Sportsligt og prestigemæssigt betyder det enormt meget for os, at vi igen har spillet os i en pokalfinale, siger Randers FCs sportsdirektør Jacob Nielsen til sporten.dk og tilføjer:

– Men der er også penge at hente. Vinder vi finalen, indkasserer vi umiddelbart vurderet to-tre mio. kroner. Afhængig af, hvem vi møder og hvor langt vi når i efterårets Europa League, er det også her muligt at score en pæn gevinst. Så selvfølgelig vil vi gøre alt for at vinde finalen Kr. Himmelfartsdag.

Men Randers-spillerne måtte kæmpe hårdt for sagen.Undervejs i den mere underholdende end velspillede kamp kom de på Charles Takyis fuldtræffer bagud 0-1.Takket være et selvmål af Martin Spelmann fik de imidlertid udlignet til 1-1.

Randers-forsvaret sejlede i perioder. Og det udnyttede Henrik Toft, da han på Mikkel Cramers oplæg bragte hjemmeholdet foran 2-1.

Efterfølgende havde Horsens chancen for at bringe sig yderligere foran. Men i stedet udlignede Ronnie Schwartz til 2-2, hvorefter Pierre Boya 10 minutter før tid scorede randrusianernes sejrsmål.I Horsens-lejren ærgrer man sig over nederlaget.

– Tingene går ikke vores vej i øjeblikket. Vi spillede ellers godt i første halvleg. Men i anden gik det galt. Nu har vi kun Superligaen at koncentrere os om. Men spiller vi i de sidste kampe her som vi gjorde mod Randers, er jeg sikker på at vi undgår nedrykning, siger Horsens-træner Johnny Mølby, der på lørdag sender sine spillere i kamp i Aarhus mod AGF.

– Selvom det tyder på, at Martin Spelmann brækkede næsen, er jeg sikker på, at han spiller. Desuden er der chance for at både Martin Retov og Morten Rasmussen får comeback, siger Johnny Mølby.

Torsdag afgøres den anden pokalsemifinale, når Esbjerg får besøg af Brøndby. Det første opgør på sidstnævntes hjemmebane sluttede 1-1.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu