Politi brugte tåregas mod sørgende demonstranter

8. februar 2013 15:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politi brugte tåregas mod sørgende demonstranter
Billede mangler

TUNESIEN: Tunesisk politi stødte fredag sammen med demonstranter, der tog del i begravelsen af den dræbte oppositionspolitiker Chokri Belaid.

 

Politiet affyrede tåregasgranater mod demonstranter foran kirkegården i den tunesiske hovedstad, Tunis, hvor Chokri Belaid fredag blev begravet. Tidligere havde politiet affyret varselsskud mod unge, der smadrede biler i området, skriver Reuters.

Også i den sydlige by, Gafsa, en af den afdøde politikers bastioner, var der uroligheder som følge af begravelsen. Her brugte politiet også tåregas for at sprede demonstranter, der kastede med sten og benzinbomber.

Op mod 50.000 mennesker anslås ifølge Reuters at have deltaget ved fredagens begravelse i Tunis. Noget større fremmøde for en begravelse er ikke set, siden landets første præsident Habib Bourguiba blev begravet i 2000.

»Folket ønsker en ny revolution,« råbte sørgende i hovedstaden, ligesom de ifølge Reuters sang landets nationalhymne.

Menneskemængden fulgte Belaids kiste, der indhyllet i det tunesiske flag blev kørt rundt på ladet af en militærlastbil.

»Hvil i fred, Belaid, vi fortsætter kampen,« råbte de sørgende, mens de bar portrætter af politikeren, der onsdag blev myrdet af en ukendt gerningsmand nær sit hjem.

Efter mordet på Belaid sagde landets premierminister, Hamdi Jebali, at han vil opløse regeringen og danne en teknokratregering indtil et nyt valg er afholdt. Men hans eget bagland i det islamiske parti Ennahda er tilsyneladende ikke taget med på råd, og det har stillet spørgsmålstegn ved premierministerens beslutning.

Nogle demonstranter råbte ifølge Reuters slagord ved fredagens begravelse mod lederen af Ennahda-partiet, Rachid Ghannouchi.

»Ghannouchi, morder og forbryder,« lød slagordene, der fortsatte:

»Tunesien er frit, væk med terrorisme«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu