Politi efter Bazar Vest-brand: 24-årig bager fundet død

28. april 2012 18:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politi efter Bazar Vest-brand: 24-årig bager fundet død
Billede mangler

Det var en ansat på bageriet, som omkom i flammerne, bekræfter Østjysk Politi. Vidner beretter om eksplosion inden branden i Bazar Vest.
 
Den person, som blev fundet død på et toilet i resterne af det nedbrændte Bazar Vest i Aarhus, var den savnede ansatte på bageriet.
 
Afdøde er den 24-årige bager Tawfik Jarkas, der er bosiddende i lokalområdet, som sammen med en kollega var mødt ind tidligt lørdag for at gå på arbejde. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelese.
 
Kollegaen, som befandt i en kælderetage, nåede ud af den brændende bygning, mens Tawfik Jarkas arbejdede på en etage over og blev fanget i flammerne.
 
Det er fortsat uvist, hvad der var årsag til, at den kraftige brand brød ud i det populære indkøbscenter.
 
Et vidne, der bor blot få hundrede meter fra flammernes arnested, fortæller til politiken.dk, at hun hørte kæmpe brag, inden branden brød ud.
 
– Ved en 4-5-tiden i nat vågnede jeg af to kraftige eksplosioner. Det lød som bomber, siger kvinden, der ikke ønsker at få sit navn frem, til avisen.
 
Hun kunne ikke se flammerne fra sit vindue, men ringede til politiet, som oplyste, at hun ikke var den eneste, der havde hørt bragene.
 
Østjyllands Politi kan på nuværende ikke konstatere, hvordan branden er opstået, hvorfor der venter yderligere tekniske undersøgelser på gerningsstedet.
 
Gerningsstedet vil indtil videre forblive afspærret, og forventes tidligst ophævet i løbet af eftermiddagen i morgen.
 
Den afdøde vil også snarest muligt blive obduceret med henblik på at finde dødsårsagen. De pårørende er underrettet.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu