Politi finder lig under eftersøgning af ung kvinde

16. maj 2017 06:30 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Svensk politi har fundet en død person i stor eftersøgning af 19-årig kvinde, der blev meldt savnet søndag.

En person er fundet død i Sverige i forbindelse med eftersøgningen af en 19-årig savnet kvinde.

Mandag kunne Newsbreak.dk fortælle historien om 19-årige Tova, der frygtes kidnappet.

I forbindelse med eftersøgningen af den unge kvinde, der har været forsvundet siden lørdag aften, har politiet nu fundet et lig. Det skriver flere medier, blandt andre Aftonbladet.

Politi fra Stockholm gennemsøgte i nat en sø ved den gård i Hälsingland, hvoromkring eftersøgningen blev koncentreret.

– Vi kan bekfræfte, vi har fundet en død person i forbindelse med eftersøgningen af Tova, siger Matilda Isaksson fra politiet i region Mitt.

Hun vil dog ikke hverken be- eller afkræfte, om liget er af den efterlyste kvinde.

De pårørende er underrettede om fundet.

Bekendt bor på gården

Aktionen gik i gang cirka klokken 23 mandag, skriver Aftonbladet. Ifølge avisen har kvinden en bekendt, der bor på gården.

Natten til mandag blev tre yngre mænd bragt ind til afhøring. Senere blev de anholdt og sigtet for at have bortført den 19-årige kvinde, der har været forsvundet i to døgn. I hvert fald to af de tre anholdte nægter at have noget med sagen at gøre.

– Vi fortsætter med at arbejde natten igennem. Naturligvis med færre politifolk, men sagen har høj prioritet, sagde Christer Nordström, der er politiets pressetalsmand i sagen, tidligere mandag aften.

Den unge kvinde blev sidst set natten mellem lørdag og søndag. Hun blev meldt savnet af sine forældre. Siden har en stor politiindsats været i gang.

Mandag blev omkring 50 politifolk, hundepatruljer og en helikopter sat ind i eftersøgningen.

Politiet vil ikke oplyse, hvilken forbindelse de tre anholdte mænd har til den forsvundne kvinde, eller hvorfor det tror, at en forbrydelse kan ligge bag hendes forsvinden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu