Politi finder narko-laboratorium i Nordjylland

30. november 2012 15:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politi finder narko-laboratorium i Nordjylland
Billede mangler

De tre hollændere og en dansker sigtes i sag om produktion af 45 kg amfetamin.
 
Politiet har afsløret et illegalt laboratorium i Nordjylland, hvor der er fremstillet mange kilo amfetamin.
 
Indtil videre tror politiet, at der har været produceret cirka 45 kg på stedet, men mængden er ikke endeligt fastlagt.
 
I forbindelse med sagen er fire mænd blevet fængslet. Det skete i et retsmøde i begyndelsen af oktober, men Nordjyllands Politi har besluttet først fredag at offentliggøre detaljer om sagen.
 
Tre af de sigtede i sagen er hollandske statsborgere, mens den sidste er dansker. De er i alderen fra 36 til 54 år. De fire nægter sig skyldige.
 
Den ulovlige fremstilling er sket et sted “i oplandet til Aalborg”, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
 
Under efterforskningen samarbejder dansk politi med kolleger i Holland, og i Eindhoven er der gennemført en større aktion med anholdelser og ransagninger.
/ritzau/
 
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu