Politi leder efter hundedræber

11. maj 2012 14:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politi leder efter hundedræber
Billede mangler

Pas på med, hvad din hund spiser, når du og vovsen strejfer rundt i Silkeborg næste gang.
Én hund er allerede død og flere hunde er ifølge politiet blevet syge, fordi de har spist brød med kølervæske på havnen i Silkeborg.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Gerningsmanden, som stadig er ukendt, har tilsyneladende dyppet brød i kølervæske og smidt det flere steder på havnen i Silkeborg. Han prøver at få ramt på byens hunde.
– Vi formoder, at brødet ikke har været smidt til ænderne, men til hundene. Det er formentlig gjort af en person, som er træt af hundenes efterladenskaber, siger vicepolitikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg til Midtjyllands Avis.
Og der er altså tale om flere hunde, der er blevet syge af at have spist det blålige brød. En hund er allerede død af det.
Hunden har eftersigende spist brødet i forrige måned og døde for knap en uge siden, fordi nyrerne svigtede. Politiet fik først anmeldelsen i går, og det var så i den forbindelse, at de fik oplysninger om, at andre hunde var blevet syge.
Politiet i Silkeborg hører gerne fra dem, der kan have set manden eller har andre oplysninger.
Kilde: Midtjyllands Avis

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu