Politi opgiver eftersøgning af kvinde på Fanø

5. januar 2013 18:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politi opgiver eftersøgning af kvinde på Fanø
52-årige Kirsten Friis Lund er forsvandt for fire døgn siden på Fanø. Foto: Sydjyllands Politi.
52-årige Kirsten Friis Lund er forsvandt for fire døgn siden på Fanø. Foto: Sydjyllands Politi.

52-årige Kirsten Friis Lund er forsvandt for fire døgn siden på Fanø. Foto: Sydjyllands Politi.

Efter fire døgn er det ikke længere sandsynligt at finde 52-årige Kirsten Friis Lund i live, vurderer Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi besluttede lørdag sidst på eftermiddagen at indstille eftersøgningen af den forsvundne 52-årige Kirsten Friis Lund på Fanø.

 

Politi med hunde, Beredskabsstyrelsen, øens lokale beredskab, Hjemmeværnet og dykkere har i fire dage været med i arbejdet.

 

– Vi anser det ikke længere for sandsynligt, at man vil kunne finde Kirsten Friis Lund i live. Derfor har vi indstillet eftersøgningen, oplyser Helle Lundberg, kommunikationsrådgiver for Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Pårørende er underrettet

Hun tilføjer, at Kirsten Friis Lunds pårørende er underrettet om beslutningen.

 

– Det er mit indtryk, at familien har forståelse for vores beslutning, siger Helle Lundberg.

 

Eftersøgningen har stået på siden onsdag middag, hvor der kom anmeldelse om, at Kirsten Friis Lund var savnet. Hun var tirsdag sejlet til øen fra Ribe med en bekendt for at deltage i en mindre fest i Nordby. Aftalen var, at de to skulle overnatte på båden.

 

Men i løbet af onsdag formiddag opdagede vennen, at Kirsten Friis Lund ikke var dukket op og heller ikke var i det hus, hvor festen var blevet holdt. Hun havde ikke noget overtøj på og havde efterladt sine personlige ejendele og sin mobiltelefon i båden.

 

Hunde og helikopter

Samme dag blev der indsat hunde og redningsbåde til eftersøgningen samt rekvireret helikopter. Også Fanøs eget SMS-beredskab blev brugt. Her fik alle 2.500 mobiltelefoner, der er knyttet til øen, SMS med signalement og en opfordring til at lede i hvert enkelt nærområde – det vil sige garage, udhuse, lader, tomme staldbygninger, have, buskads og så videre.

 

Et vidne mener at have set Kirsten Friis Lund tirsdag ved 23-tiden på Postvejen ved Kirkevejens udmunding. Hvis det er rigtigt, har kvinden øjensynligt taget fejl af retningen til båden og er gået syd på mod Sønderho. Det omtalte vejstykke er meget mørkt og svært at orientere sig på.

 

Campingpladser, sommerhusområder, bunkers, strande, klitter, eng-områder, skov og plantage er blevet ledt igennem, oplyser Helle Lundberg.

 

– Vi har ikke afsøgt hver eneste kvadratcentimeter på Fanø. Men det område, hvor hun formodes at være forsvundet, er godt og grundigt afsøgt, siger Helle Lundberg.

 

Også søer, vandhuller, sumpområder samt lystbådehavnen og kystlinjen ved Nordby er blevet ledt igennem med dykkere og både. Fra land er alt, hvor der kan køres med landrover rundt om øen, blevet afsøgt.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu