Politiet bekræfter endnu et narkofund

14. februar 2013 13:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet bekræfter endnu et narkofund
Billede mangler

På Manø er stranden blevet det tredje bekræftede jyske findested for et større parti kokain. Det oplyser vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Hans Roost, over for jv.dk.

 

»Ja, vi har fundet narkotika på Mandø,« siger Roost, som er efterforskningsleder på narkosagen fra Nordsøen.

Tidligere på måneden er kokain ligeledes skyllet op på land på Fanø, hvor nogle turister ifølge tv2.dk fandt adskillige poser med stoffet. Og ved Skallingen syd for Blåvand blev en rygsæk med narko fundet af en 70-årig mand.

Ud over de tre kendte findesteder har Syd- og Sønderjyllands Politi også fundet kokain på andre steder langs kysten i politikredsen. Men præcist hvor, vil efterforskningslederen ikke bekræfte.

»Nej. Jeg vil sige: Det kan vi bekræfte. Men vi holder det tæt til kroppen. Jeg kan sige det sådan, at vi stadig er i vores del af den jyske vestkyst,« siger Hans Roost til jv.dk.

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger er narkofundet samlet set omkring 100 kilo og dermed et af de største kokainfund i danmarkshistorien. Det ønsker politiet dog heller ikke at bekræfte, men siger, at det sandsynligvis kommer fra samme afsender.

»Vores opfattelse er, at det hele stammer fra det samme parti, og vores efterforskning må nu vise, under hvilke omstændigheder det er landet i Nordsøen,« siger Hans Roost til tv2.dk.

Efterforskningslederen mener, at al narko nu er i politiets hænder, men opfordrer alligevel danskere, der er fristet til at gå på narkojagt for at hjælpe politiet, til at blive hjemme.

»Vi er meget opmærksomme på de personer, der er ude for at få lidt ekstra motion. Vi er blandt andet ved at undersøge omstændighederne omkring en bil, der kørte fast ved Skallingen,« siger Hans Roost til tv2.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu