Politiet bekræfter: Vi har fundet den mistænkte

20. april 2013 02:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet bekræfter: Vi har fundet den mistænkte
Billede mangler

USA: Politiet i Boston bekræfter ifølge CNN, at man har omringet den 19-årige mistænkte bombemand, Djokhar Tsarnajev, som har barrikaderet sig i en båd i en baghave på Franklin Street i Watertown, Massachusetts.

 

Yderligere er der blevet hørt skud og høje brag, fortæller øjenvidner ifølge flere medier.

Naboer fortæller til The Boston Globe, at den mistænkte ifølge politiet er dækket af blod.

Udviklingen sker blot få timer efter, at Boston Politi på et pressemøde meddelte, at det såkaldte lockdown i Boston var ophævet, og at politiet ingen spor havde af den mistænkte.

Den 19-årige menes sammen med sin afdøde bror at have fire liv og over 180 sårede på samvittigheden. Torsdag aften skød og dræbte de en betjent på universitetet Massachusetts’ Institute og Technology (MIT) og blev jagtet af politiet, som de røg i skudveksling med. Her blev den 26-årige bror, Tamerlan Tsarnajev, alvorligt såret, og han havde hjertestop, da han ankom til hospitalet, hvor lægerne måtte opgive at behandle ham.

Begge brødre har ifølge nbcnews.com boet i USA siden 2002 eller 2003, hvor de kom til landet med deres familie som asylansøgere, og den ældre fik permanent ophold i 2007. De har angiveligt begge militærerfaring, men den amerikanske hær kan ikke bekræfte, at de to har været værnepligtige.

Brødrene menes at stå bag mandagens bombeangreb ved Boston Marathon.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu