Politiet efterlyser drabsdømt efter New York-ulykke

5. marts 2013 19:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet efterlyser drabsdømt efter New York-ulykke
Billede mangler

USA: Politiet efterlyser en tidligere morddømt mand efter en trafikulykke, der søndag morgen kostede et ungt vordende forældrepar livet i New York-bydelen Brooklyn. Mandag døde deres nyfødte søn af sine kvæstelser.

 

Begge forældre døde i ulykken, da en BMW hamrede ind i den taxa, de sad i. De var på vej til hospitalet, fordi den højgravide kvinde følte sig utilpas. Den vordende far døde på stedet ved sammenstødet, mens hans gravide hustru døde på hospitalet, hvor hendes søn blev taget ved kejsersnit. Han overlevede altså kun en enkelt dag.

Føreren og en passager fra BMWen flygtede fra ulykkesstedet til fods. Politiet mener ifølge New York Post, at flugtbilisten er identisk med en mand, som man for en måned siden anholdt for at have siddet bag rattet i påvirket tilstand.

Det unge ægtepar, der døde, tilhørte det ultraortodokse jødiske samfund i Brooklyn. New York huser det største antal ortodokse jøder uden for Israel. I Brooklyn er flere kvarterer således næsten udelukkende beboet af ortodokse jøder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu