Politiet er på bar bund i eftersøgning efter Martin

17. april 2013 16:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet er på bar bund i eftersøgning efter Martin
Billede mangler

Efter fem døgns eftersøgning er der fortsat ingen spor efter efter den forsvundne Martin Svejgaard Helbo fra København.
Ingen har set den 28-årige mand, siden han forsvandt under en bytur natten til lørdag. Siden har både politi, venner og bekendte ledt intensivt efter ham, men altså uden held.

 

»Der er ved efterforskningen – indtil nu – ikke fremkommet afgørende spor, der fortæller, hvor Martin befinder sig,« lyder det fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Martin Svejgaard Helbo forsvandt natten til lørdag den 13. april efter en bytur på beværtningen Bakken i Kødbyen. Han forsvandt omkring klokken 02.00, og ifølge bt.dk er han sidst set tæt på sin bopæl på Ravnsborggade på Nørrebro. En taxa satte ham af på Nørrebrogade efter byturen, og siden har ingen set ham.

Politiet opfordrer fortsat vidner til at henvende sig, men ønsker derudover ro til efterforskningen af sagen. Selv om der ikke er spor at gå efter, arbejder politiet intensivt med sagen.

»Der er afhørt mange vidner. Martin Svejgaard Helbos bopæl er undersøgt, og der er set overvågningsvideoer igennem, uden at Københavns Politi er kommet nærmere en opklaring af, hvor han befinder sig,« sagde efterforskningsleder Anton Havegård fra Station Bellahøj mandag.

Martin Svejgaard Helbo beskrives som 178 centimeter høj, spinkel af bygning, med blå øjne, kort mørkeblond hår og mørkt fuldskæg.

Han var iført bordeauxfarvet kasket med teksten »ALIS« på fronten, bordeauxfarvet bluse med teksten »ALIS« på venstre bryst, sorte bukser, sorte støvler, et armbåndsur i chrom og sort keyhanger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu