Politiet fandt lager af tyvkoster i Odense: 36-årig litauer varetægtsfængslet for indbrud

8. februar 2012 12:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet fandt lager af tyvkoster i Odense: 36-årig litauer varetægtsfængslet for indbrud
Billede mangler

Bærbare computere og avanceret fotoudstyr var blandt det lager af tyvkoster, som Fyns Politi fandt, da de besøgte en adresse i det sydlige Odense.
 
Efter en konkret henvendelse tog de ud til stedet, hvor det hurtigt stod klart, at huset fungerede som et lager for tyvkoster. Litaueren havde sammen med en anden person indlogeret sig i huset. Den anden beboer nåede at stikke af, da politiet kom og er fortsat på fri fod.
 
Retten i Odense hørte på, at litaueren forsøgte at skyde skulden på indbrud og tyvkoster over på husets øvrige beboere, der ”måtte have begået indbruddene mens han sov”. Han nægtede sig samtidig skyldig i alle anklager.
 
Retten valgte dog alligevel at varetægtsfængsle manden i fire uger – på grund af risiko for flugt samt påvirkning af vidner, mens efterforskningen finder sted.
 
Der forestår nu et større efterforskningsarbejde med at sammenkoble kosterne med gerningsstederne. Foreløbig er kun et gerningssted fastlagt. Det drejer sig om et villaindbrud i Vordingborg den 7. februar 2012
 
Den sigtede protesterede imod varetægtsfængsling, men han har ikke kæret afgørelsen til landsretten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu