Politiet fik narkofangst til kæmpe technofest

9. februar 2013 19:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet fik narkofangst til kæmpe technofest
Billede mangler

Cirka 650 unge mennesker festede fredag nat til technobeats på Paludan Müllers Vej i Aarhus. Da politiet kom, fandt betjentene flere narkopåvirkede personer, end de kunne nå at pågribe, fortæller vicepolitikommissær i specialstyrken ved Østjyllands Politi, Kristian Harlev.

 

– Vi skrev 24 sager for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, men der var mange flere, der var påvirkede. Det var en meget stor fest, og vores antal sætter begrænsninger på, hvor mange sager, vi kan nå at skrive, siger Kristian Harlev.

De sigtede er alle mænd i alderen fra 18 til 35 år, og der er bødestraffe på vej, når politiet har behandlet deres sager i løbet af næste uge.

Der blev fundet euforiserende stoffer i form af amfetamin, kokain, MDMA, fantasy, ketamin, ecstasy og hash, og i forbindelse med kontrollen bortviste politiet desuden »et større antal rockere og medløbere«, fortæller vicepolitikommissæren.

– Arrangøren havde selv anmeldt festen, og da vi ved, at der ofte er stoffer til den slags fester, så har vi selvfølgelig en interesse i at komme derud og se, om nogen er i besiddelse af noget. Vi tager ofte afsted på den måde, når der er store technofester, siger Kristian Harlev.

En ung kvinde blev i bevidstløs tilstand kørt til Aarhus sygehus fra festen, men ellers forløb festen ifølge politiet »uden større problemer«.

– Hun havde taget noget fantasy og fået det dårligt, men hun er udskrevet igen, siger Kristian Harlev.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu