Politiet: Flere beviser mod Stevns-drabsmand

12. marts 2012 12:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Politiet: Flere beviser mod Stevns-drabsmand
Billede mangler

Den 33-årige mand, der er tiltalt for mordet på Anders Mark Hansen, skal i retten i dag klokken 13.
Her bliver det besluttet om den sigtede 33-årige fortsat skal sidde varetægtsfængslet i sagen.
Per Heide Sørensen er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, og han håber, at politiet nu har beviser nok til at få den 33-årige varetægtsfængslet, ligesom det søndag lykkedes dem at få den 27-årige, der også er sigtet i sagen, varetægtsfængslet helt frem til den 29. marts.
“Vi har efterforsket videre siden i fredags og mener, at vi har et bedre grundlag nu. Så vi håber på, at det materiale, vi forelægger for dommeren i dag, er godt nok til, at den 33-årige også vil blive varetægtsfængslet,” siger Per Heide Sørensen.
De to sigtede i sagen har begge nægtet sig skyldige, og politiet fortæller, at der stadig mangler omfattende efterforskning for at kunne slå fast, hvad der er foregået i den skov, hvor Anders Mark Hansen blev fundet.
Derfor vil retsmødet i dag blive holdt for lukkede døre, for at give politiet ro til videre efterforskning. Navneforbuddet er også stadig gældende.
Anders Mark Hansen blev fundet myrdet i en skov på Stevns for lidt over en uge siden. Han lå ved siden af sin bil, en sort VW Polo.
Midt- og Vestsjællands politi vil fortsat gerne i kontakt med vidner, der har set Anders Mark Hansen, hans bil eller andre biler og personer i området omkring Højstrupvej, Hovvej og Kobbelskov ved Rødvig på Stevns på et tidspunkt, som nu er fastlagt til fredag den 02. marts mellem kl. 17-18.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu