Politiet fortsætter med at anholde bandemedlemmer

12. marts 2013 11:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet fortsætter med at anholde bandemedlemmer
Billede mangler

15 personer med relation til bander fra hovedstadsområdet og Nordsjælland er i politiets varetægt efter at være blevet anholdt af uniformerede og kampklædte betjente ved en stor aktion tirsdag morgen. Politiet mener, at de anholdte har spillet centrale roller i de seneste måneders skyderier og knivstikkerier banderne imellem.

 

»Det er med baggrund i flere ugers efterforskning, at vi her til morgen (tirsdag, red.) har slået til mod en række adresser mod bandemedlemmer. Vi har tidligere lavet anholdelser i sagerne og har nu fundet grundlag for at foretage yderligere anholdelser. Vi har været ude på 42 adresser, og det er alle adresser, hvor der er mistanke om, at der opholder sig personer, som er relateret til de konflikter, der har været over de seneste mange uger,« siger politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi, og operationsansvarlig for dagens aktion.

Ud over anholdelserne har betjentene fundet en pistol og narkotika, og politiinspektør Skov forventer, at flere personer ryger i politiet fælde det kommende stykke tid, hvor betjentene fortsætter deres ransagninger.

»Aktionen er foreløbigt gået helt som planlagt. Vi er ved at ransage yderligere på lokaliteter, der er undervejs har vist sig interessante,« siger Jørgen Skov.

Ifølge politiet vil de fleste af de anholdte blive fremstillet i grundlovsforhør, men Jørgen Skov vil ikke gå i detaljer med, hvad aktionen konkret har været møntet på.

»Vi vil ikke på nuværende tidspunkt kommentere på, hvilke bander og sager, vi primært er gået efter.«

Dog erfarer TV 2 News, at banden Loyal to Familia, LTF, som har hjemme ved Blågårds Plads på Nørrebro, har været et af målene for aktionen.

Det stemmer overens med, at politiet ransagede Folkets Park på Nørrebro, tæt på Blågårds Plads, kort før klokken ni. Her vrimlede det med betjente, og en række uniformer forsøgte at slå døren ind til »Folkets Hus« eller en nabo hertil.

Aktionen er en del af samarbejdet mellem politikredsene på Sjælland, Rigspolitiet og den fælles sjællandske bandeenhed Task Force Øst, og tidligere på dagen gjorde efterforskningslederen det klart, at aktionen også var et signal til de kriminelle.

»Med dagens aktion har vi valgt at sende banderne et tydeligt signal – nemlig at vi under ingen omstændigheder vil acceptere en voldelig konflikt, der er til fare for naboer og borgere,« sagde Jørgen Skov.

Siden 11. januar i år har der været adskillige skudepisoder og knivstikkerier, hvor offeret eller gerningsmanden har tilknytning til kriminelle grupperinger. Politiet vurderer, at episoderne udspringer af en konflikt mellem forskellige grupper. Konflikten har ført til både drab og flere sårede, og politiet har blandt andet oprettet visitationszoner i flere politikredse for at komme kriminaliteten til livs.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu