Dykkere har fundet Kim Walls tøj og hoved

7. oktober 2017 10:04 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Lørdag formiddag holder Københavns Politi pressemøde om nye fund, der formentlig er forbundet til ubådssagen.

Dykkere har fundet Kim Walls hoved og tøj. Derudover har man fundet to ben, som også menes at have forbindelse til ubådssagen. Det oplyser drabschef Jens Møller Jensen fra Københavns Politi ved et pressemøde lørdag formiddag.

Dykkere har torsdag og fredag undersøgt områder i Køge Bugt i eftersøgningen af de manglende dele af den svenske journalist Kim Walls lig. Fredag formiddag blev det første fund gjort.

– Vi fandt en pose, hvori vi fandt Kim Walls tøj, siger Jens Møller Jensen på pressemødet.

I posen lå der også en kniv samt metalgenstande, der tyngede posen ned.

Dykkere fandt kort tid efter et hoved samt to afskårne ben.

– Hovedet lå i en pose, og i posen lå der også metalstykker, siger Jens Møller Jensen.

Han oplyser også, at der er lavet en obduktion af de fundne ligdele.

– Det har vist, at der ikke er tegn på fraktur på kraniet, og der er ikke andre tegn på stump vold på kraniekassen, oplyser han.

De oplysninger svækker Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall omkom ved en ulykke, hvor hun blev ramt i hovedet af en tung luge på ubåden.

Ukendt dødsårsag

Det var dykkere fra Søværnets minørkorps assisteret af forskningsskibet Aurora fra Aarhus Universitet, der fandt poserne med Kim Walls tøj og hendes hoved og to ben.

Der er fortsat ikke fastslået en dødsårsag.

Politiet vil fortsætte eftersøgningen i Køge Bugt for at forsøge at finde Kim Walls arme.

– Vi vil gerne finde hele personen, både af hensyn til efterforskningen og af etiske grunde, så Kim Walls familie kan få et helt menneske at begrave, siger Jens Møller Jensen.

Knivstik og henrettelsesvideoer

Peter Madsens varetægtsfængsling blev ved et retsmøde tirsdag forlænget frem til den 31. oktober under mistanke for at have myrdet Kim Wall, skåret liget i stykker og smidt det i havet. Ved retsmødet kom det frem, at Kim Walls torso havde adskillige knivstik i ved underlivet og i brysterne. Anklageren fremlagde også oplysninger om, at politiet havde fundet videoer med optagelser af drab på kvinder på en harddisk, som menes at tilhøre Peter Madsen.

– Det er ikke videoer, der er produceret af Peter Madsen. Der er meget alvorlige videoer med henrettelser af kvinder. Det er ægte videoer, der er optaget i udlandet, sagde Jacob Buch-Jepsen ved et interview til den samlede presse foran retsbygningen umiddelbart efter retsmødet.

Drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller Jensen, oplyste efter retsmødet, at politiet ville fortsætte eftersøgningen efter de manglende dele af Kim Walls lig.

– Vi fortsætter lidt endnu. Den næste uge gennemfører vi eftersøgninger i Køge Bugt, sagde Jens Møller Jensen i et interview med TV2 News.

Fakta

Ubådssagen i korte træk

Fredag har Københavns Politi gjort nye fund, der “formentlig” er relateret til ubådssagen.

Få her et overblik over den usædvanlige sag.

  • Torsdag 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København.
  • Natten til fredag melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent torsdag aften.
  • Fredag 11. august finder man efter lang tids eftersøgning “UC3 Nautilus” i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at ubåden gik ned efter en fejl i den ene ballasttank. Politiet oplyser, at Madsen skulle have forklaret, at Kim Wall blev sat i land på Refshaleøen.
  • Lørdag 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
  • Natten til søndag får man ubåden bragt på land, og undersøgelserne af ubåden begynder. Københavns Politi siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling. Politiet melder ud, at de formoder, at Kim Wall er død.
  • Mandag 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han har efterfølgende skaffet sig af med liget i Køge Bugt. Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et kvindelig i vandet ved Vestamager. Ud på aftenen bekræfter politiet, at der er fundet en torso uden hoved, arme og ben. Identiteten kan ikke umiddelbart fastslås.
  • Tirsdag 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall. Politiet fortæller også, at blodspor fra ubåden matcher dna fra torsoen.
  • Torsdag 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig behandling af lig. Han nægter sig skyldig.
  • Tirsdag 5. september afgiver Peter Madsen forklaring i byretten og bliver varetægtsfængslet i fire uger.
  • Tirsdag 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Han bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
  • Fredag 6. oktober gør dykkere et fund i Køge Bugt, som “formentligt” er relateret til sagen.

Kilder: Københavns Politi og Ritzau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu