Politiet jager ung mand med overbid efter knivstikkeri

28. marts 2013 09:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Politiet jager ung mand med overbid efter knivstikkeri
Billede mangler

En 17-årig mand er natten til torsdag blevet stukket ned i det indre København, og Københavns Politi efterlyser nu en ung mand med overbid for overfaldet, skriver bt.dk.

 

Overfaldet fandt sted omkring Strøget, ved Badstuestræde og Vimmelskaftet, oplyser vagtchef Jens Kristiansen.

»Der var en gruppe på otte til 10 personer, som drog hærgende gennem Strøget, og en af dem stak ham,« fortæller han.

Overfaldet fandt sted klokken 3.19. Den unge mand blev stukket i lungen og blev efterfølgende kørt til behandling på Rigshospitalet. Han meldes torsdag morgen uden for livsfare.

Politiet ved endnu ikke, om offer og gerningsmand kendte hinanden i forvejen, men der er ikke grund til at tro, at episoden har relation til den verserende bandekonflikt, fastslår vagtchefen.

Politiet har endnu ingen anholdte i sagen, men efterlyser vidner, der kan have set gerningsmanden eller ved, hvem han er.

Han beskrives af politiet som 16-18-årig med anden etnisk herkomst. Han er cirka 170 cm høj og var iført en hvid trøje med en guld-stribe på det ene ærme og hvide bukser. Og så havde han altså et bemærkelsesværdigt overbid, lyder det fra politiet.

Københavns Politi vil meget gerne høre fra folk, der har set den unge mand eller ved, hvem han er. Politiet kan kontaktes på telefon 114 – bed om efterforskningen på Station City.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu